Alle skal have et fornavn og et efternavn. Man kan have flere fornavne og mellemnavne, men kun ét efternavn. Du skal sørge for, at dit barn har mindst et fornavn og et efternavn, inden det er fyldt 6 måneder.
Hvordan du søger om navngivning eller navneændring
Hvis du ønsker navngivning af dit barn eller navneændring, skal du sende en ansøgning til personregisterføreren (præsten eller kordegnen) i dit bopælssogn. Her kan du også få svar på spørgsmål om ansøgningen. Du kan søge om flere navne i samme ansøgning. Du kan finde dit sogn på www.sogn.dk.
I visse tilfælde er det ikke sognet, du skal henvende dig til:
1. Er du født i Sønderjylland, skal du sende ansøgningen til personregisterføreren i den kommune, hvor du er fødselsregistreret.
2. Hvis du er medlem af et trossamfund, der er anerkendt i Danmark, eller medlem af Folkekirkens valg- og døvemenigheder, kan du vælge at sende ansøgningen til personregisterføreren i trossamfundet eller menigheden.
Læs mere om ansøgning om navngivning eller navneændring
Nogle sager sender personregisterføreren til behandling i statsforvaltningen som 1. instans.
Ankestyrelsens rolle
Hvis personregisterføreren eller statsforvaltningen har truffet en afgørelse om navn, kan du klage over afgørelsen. Klagen skal sendes til myndigheden, der har truffet afgørelsen, som sender klagen og alle papirerne i sagen til Ankestyrelsens Familieretsafdeling.
Gebyr
Det koster 480 kr. at sende en ansøgning om navneændring. Du skal have betalt gebyret, inden du sender ansøgningen.
Navnelister
Ankestyrelsens Familieretsafdeling administrerer fem forskellige navnelister. På navnelisterne kan du blandt andet søge i godkendte fornavne og frie efternavne.


