Kommunerne målretter indsatsen
Undersøgelsen handler om udbredelse af lovændringen fra 2005, hvis formål var at målrette den forebyggende indsats til de borgere, hvor effekten er størst.
Ankestyrelsens undersøgelse viser, at ca. hver femte kommune har frigjort ressourcer, som typisk er anvendt til nye initiativer for grupper af ældre som for eksempel til enlige mænd eller opkvalificering af det social- og sundhedsfaglige personale.
Udgifter er steget på landsplan
Ifølge kommunernes egne oplysninger er udgifterne steget på landsplan med 10 pct. i perioden 2005-2007. Undersøgelsen viser dermed, at lovændringen ikke har ført til nedprioritering af den forebyggende indsats på dette område i kommunerne.
Ankestyrelsens undersøgelse viser også, at de forebyggende hjemmebesøg primært udføres af personale med en sundhedsfaglig baggrund, hvilket kan medvirke til at sikre kvaliteten af hjemmebesøgene.
Lovændringen
Lovændringen i 2005 indeholdt en revisionsbestemmelse, hvorefter socialministeren skulle fremsætte forslag om revision af ordningen i folketingsåret 2007/2008.
Af bemærkningerne til revisionsbestemmelsen fremgik det blandt andet, at der skulle foretages en undersøgelse af kommunernes implementering af lov om forebyggende hjemmebesøg, herunder fritagelse for forebyggende hjemmebesøg til ældre over 75 år, som i forvejen modtager både personlig og praktisk hjælp.



Forebyggende hjemmebesøg til ældre