Den første undersøgelse af kommunernes brug af Ankestyrelsens praksisundersøgelser viser, at 9 ud af 10 kommuner er tilfredse med undersøgelserne.
Praksisundersøgelser øger kommunernes selvindsigt
Undersøgelsen viser, at Ankestyrelsens praksisundersøgelser giver kommunerne øget indsigt i deres sagsbehandling. Praksisundersøgelserne øger også kommunernes motivation til at udvikle og forbedre sagsbehandlingen.
- Halvdelen af besvarelserne i undersøgelsen vidner om et holdningsskift til, hvordan sagsbehandlingen kan udføres og forbedres.
- En tredjedel frotæller, at praksisundersøgelserne er brugt til at lave retningslinjer og standarder for god praksis i sagsbehandlingen.
Hver 2. kommunalbestyrelse behandler ikke undersøgelserne
Kommunerne har siden 1. januar 2006 været forpligtet til at behandle praksisundersøgelser på et kommunalbestyrelsesmøde. Ansvaret for, at praksisundersøgelserne er blevet behandlet på et kommunalbestyrelsesmøde ligger primært på et administrativt og fagligt niveau.
Undersøgelsen viste, at halvdelen af kommunerne havde behandlet praksisundersøgelserne på et kommunalbestyrelsesmøde. I de fleste tilfælde fremlægges praksisundersøgelsen til generel orientering uden drøftelse.
Hvad er Praksisundersøgelser?
Praksisundersøgelser er stikprøveundersøgelser af kommunale afgørelser og konkret sagsbehandling inden for et bestemt emne og lovgrundlag inden for velfærdsområdet.
Undersøgelserne belyser den konkrete praksis i landets kommuner og de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene i statsforvaltningerne.



Praksisundersøgelsernes gennemslagskraft i kommunerne