Et barn var straks efter fødslen i 1963 blevet anbragt på institution, hvor det havde ophold, indtil moderen i 1967 indvilligede i, at barnet fik ophold i et privat plejehjem for en kortere årrække. Barnet havde siden haft ophold i plejehjemmet. Forud for anbringelsen havde moderen i 1967 skriftligt fra formanden for børne- og ungdomsværnet fået tilsagn om, at der ikke ville blive søgt gennemført en adoption af barnet mod hendes vilje.
Plejeforældrene ønskede nu at adoptere barnet begrundet i, at dette havde haft ophold i plejehjemmet siden 1967 og ønskedes ligestillet med plejefamiliens egne børn. Plejeforældrene var i 1978 godkendt som adoptanter af samrådet ved den pågældende amtskommune.
Kontakten mellem moderen og barnet havde altid været ringe. Der havde ikke været personlig kontakt siden 1967 og ikke brevkontakt siden 1968.
Moderens samtykke til adoptionen var forsøgt indhentet. Hun havde ikke reageret på henvendelserne.
Moderens bopælskommune havde over for Ankestyrelsen bl.a. udtalt, at kommunen ikke fandt det hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt at anbefale tvangsadoption. Socialforvaltningen fandt ikke, at barnets nuværende situation var truet, idet der ikke var noget der tydede på, at moderen ville begære barnet hjemgivet, således at hensynet til barnets tarv afgørende tilsagde, at adoption gennemførtes. Endvidere henvistes til, at barnet i 1981 fyldte 18 år, hvorefter moderens samtykke til adoption ikke længere krævedes. Efter adoptionslovens § 9, stk. 2, kan adoptionsbevilling i særlige tilfælde meddeles, selvom der ikke kan opnås samtykke efter § 7 (samtykke fra forældrene), såfremt hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette. Er barnet under børne- og ungdomsforsorg kræves samtykke fra Den Sociale Ankestyrelse.
