Ankestyrelsens principafgørelse D-5-92

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 9, stk. 1 og § 26, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 54 og § 46

Kommunen traf den afgørelse, at arbejdsgiveren ikke havde ret til refusion i forbindelse med lønmodtagerens sygefravær fra den 21. maj 1991 til den 19. juni 1991.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at den samlede dagpengeudbetaling pr. uge ikke måtte overstige dagpengemax. f.t. kr. 2.457,- pr. uge.

Kommunen henviste til, at lønmodtageren tidligere i sygeperioden var sygemeldt i 2 arbejdsforhold, hvor lønmodtageren i det ene arbejdsforhold, hos en offentlig arbejdsgiver, modtog løn under sygdom, der oversteg dagpengemax.

I den her omhandlede sygeperiode fra den 21. maj 1991 til den 19. juni 1991 var lønmodtageren imidlertid raskmeldt i arbejdsforholdet hos den offentlige arbejdsgiver.

Det blev oplyst i sagen, at det arbejdsforhold, hvor lønmodtageren genoptog arbejdet var stillesiddende arbejde, i modsætning til det arbejde, hvor lønmodtageren er sygemeldt. Dette arbejde er fysisk krævende.

Arbejdsgiveren har ret til refusion i forbindelse med medarbejderens sygefravær fra den 21. maj 1991 til den 19. juni 1991.

Efter dagpengelovens § 26, stk 1, er en arbejdsgiver, der yder løn under fravær fra arbejdet, berettiget til at få udbetalt de dagpenge, som den ansatte ellers ville have ret til fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold. Arbejdsgiveren kan dog højst få udbetalt et beløb svarende til den udbetalte løn for samme tidsrum.

Dagpengeudvalget skal bemærke, at det er uden betydning, at lønmodtageren i den nævnte sygeperiode havde en arbejdsindtægt hos en anden arbejdsgiver, idet der efter det oplyste intet var til hinder for, at lønmodtageren kun var arbejdsdygtig i det ene job. Dagpengene skulle derfor kun beregnes på grundlag af timeindtægten i det arbejdsforhold, hvor lønmodtageren var sygemeldt, jf. dagpengelovens § 9, stk. 1.

Dagpengeudvalget ændrer således kommunens afgørelse.