Ankestyrelsens principafgørelse O-33-92

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 11, nr. 1

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 20

M, der var psykisk udviklingshæmmet og modtog højeste førtidspension, flyttede i februar 1982 til A kommune, hvor han fik ophold hos en søster.

Efter henvisning fra A kommune begyndte M på et dagcenter beliggende i B kommune. Den 1. august 1983 flyttede M med hjælp fra dagcentret til et bokollektiv.

Den 19. august 1987 anmodede B kommune A kommune om at give refusionstilsagn i henhold til bistandslovens § 11 for M's ophold på bokollektivet.

Institutionen, der bestod af et bokollektiv med 9 pladser og et dagcenter, var blevet oprettet i 1975 som en selvejende institution i et samarbejde mellem forsorgscentret Hald Ege og Evnesvages Vel.

Personalet bestod af en leder og 2 ansatte fra B kommune samt personaleudlån fra Resenlund og Hald Ege. Visitationen foregik meget frit. Det var lederen, der havde visitationskompetencen.

I forbindelse med særforsorgens udlægning i 1980 blev institutionen i henhold til bistandslovens § 68 og § 74 overført til B kommune. Institutionen kørte videre som hidtil, indtil den i 1984/85 helt blev overtaget af B kommune.

I august 1988 flyttede dagcentret til en anden adresse, og beboerne i bokollektivet flyttede dels til bofællesskaber, der var oprettet i henhold til bistandslovens § 68, og dels til egen bolig. Amtsankenævnet fandt, at B kommune i henhold til bistandslovens § 11, nr. 1, kunne kræve refusion fra A kommune af udgifter til bistand til M, da flytningen til bokollektivet var sket med medvirken fra dag centret.

Ved afgørelsen lagde amtsankenævnet til grund, at dagcentret havde medvirket til flytningen, og at opholdet i bokollektivet måtte anses for omfattet af institutionsbegrebet i bistandslovens § 11.

Afgørelsen blev anket af A kommune, der bl.a. gjorde gældende, at dagcentret ikke var en behandlingsinstitution, som i henhold til bistandslovens § 11, nr. 1, uden forhandling med A kommune kunne forpligte denne til at være betalingskommune.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, omhenholdsvis bokollektivet og dagcentret var omfattet af institutions begrebet i bistandslovens § 11.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune var forpligtet til at refundereudgiften til bistand til M i forbindelse med dennes ophold i bokollektivet.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at dagcentret var en offentlig myndighed omfattet af bistandslovens § 11, at bokollektivet var omfattet af institutionsbegrebet i lovens § 11, og at dagcentret havde medvirket til pågældendes flytning til bokollektivet.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke i bistandslovens § 11, stk. 1, eller i Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975, senest ændret ved vejledning nr. 22 af 30. juni 1983 pkt. 20, stilles krav om, at den offentlige myndighed, der har været medvirkende ved en anbringelse efter § 11, nr. 1, skal være en behandlingsinstitution.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.