En 42-årig kvinde, der i en årrække havde arbejdet som syerske, ophørte på grund af nedslidning med arbejdet i januar 1989 og modtog herefter sygedagpenge.
Hendes ægtefælles indtægt var i 1989 ca. 300.000 kr.
I samråd med kommunen blev der lagt en erhvervsplan gående ud på 2 års forberedende undervisning på HF-niveau, herefter læreruddannelse, varighed i alt 6 år.
Kommunen meddelte herefter, at ansøgeren af helbredsmæssige grunde var berettiget til revalidering, og at revalideringsplanen fandtes relevant. Kommunen gav samtidig afslag på bruttorevalideringsydelse.
Afslaget blev begrundet med, at bruttorevalideringsydelse var subsidiær i forhold til stipendier og lån. Kommunen henviste endvidere til, at ansøgeren efter en beregning foretaget i henhold til bistandslovens § 37 ikke ville kunne få udbetalt hjælp. Amtsankenævnet fandt ansøgeren berettiget til bruttorevaliderings ydelse.
Nævnet henviste til ansøgerens langvarige tilknytning til arbejds markedet, til at hun havde været selvforsørgende, og til, at hun på grund af nedslidning måtte opgive sit arbejde. Nævnet henviste endvidere til forarbejderne til bistandslovens § 43, hvoraf det fremgår, at det har været Folketingets hensigt med bistandslovens § 43 at fjerne de økonomiske barrierer for revalidering, herunder problemerne med, at ægtefælleindtægt tidligere førte til, at der ikke kunne udløses hjælp i henhold til bistandslovens § 42.
I klagen henviste kommunen til sin begrundelse for afslaget. Kommunen henviste desuden til, at kommunen fortolkede bestemmelsen om bruttorevalideringsydelse, således at revalideringsplanen ikke måtte overstige 5 år.
Amtsankenævnet bemærkede ved sagens oversendelse til Ankestyrelsen, at nævnet var af den opfattelse, at varighedsbegrænsningen ibistandslovens § 43, stk. 4, gjaldt udbetalingen af revaliderings ydelsen og ikke selve revalideringsplanen.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af spørgsmålet om uddannelsens længde set i forhold til varighedsbegrænsningen på 5 år.
