Ankestyrelsen fandt, at P havde oppebåret det for meget udbetalte pensionsbeløb mod bedre vidende.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at P havde været klar over, at der var indgået for mange penge på hans bankkonto, og at han måtte antages at have haft mulighed for at skaffe oplysninger om, hvorfra de indgåede beløb hidrørte.
Ankestyrelsen fandt herefter, at betingelserne for at kræve tilbage betaling efter pensionslovens § 42 af det for meget udbetalte beløb var opfyldt.
Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.
Sagsfremstilling 3:
Sag nr. 3 - j.nr. 20603-91
En kvinde K, der oppebar mellemste førtidspension, havde i perioden fra 1. juli 1987 til 31. december 1988 modtaget ialt 59.037 kr. for meget i pension.
Pensionen blev pr. 1. oktober 1986 iværksat ud fra et forventet fremtidigt indtægtsgrundlag på 7.700 kr. årligt.
Efter K's flytning til en anden kommune besluttede denne kommune atanvise pensionen på samme indtægtsgrundlag og lagde dette ind tægtsgrundlag uændret til grund frem til udgangen af december måned 1988.
Ifølge pensionsstamkortene sendte kommunen 2 gange årligt pensions meddelelse til K. Pensionsmeddelelserne indeholdt specifikation af den anviste pension, og på bagsiden var pensionistens oplysningspligt påført, jf. lov om social pension § 41. Pensionsmeddelelsen af 1. januar 1988 indeholdt desuden nederst på forsiden oplysninger om det indtægtsgrundlag, som kommunen havde lagt til grund for pensionsanvisningen fra 1. januar 1988.
Til brug for den almindelige årlige fastsættelse af pensionen pr. 1.januar 1989 ud fra senest afsluttede indkomstår modtog pensionskontoret i slutningen af 1988 oplysninger om K's slutlignede øko nomiske forhold for 1987. Ifølge disse oplysninger havde hun i 1987 haft en arbejdsindtægt på 59.827 kr. og renteudgifter på 9.428 kr. På baggrund af disse oplysninger ændrede kommunen med virkning fra 1. januar 1989 indtægtsgrundlaget ved beregningen af pensionen. Pensionskontoret indhentede desuden oplysninger om K's slutlignede økonomiske forhold for 1988. Ifølge disse oplysninger havde hun i 1988 haft en arbejdsindtægt på 86.859 kr. og kapitaludgifter på 7.567 kr.
Kommunen krævede herefter den for meget udbetalte pension tilbage betalt.
I klagen til amtsankenævnet anførte K, at hun havde opfyldt sin oplysningspligt. Hun oplyste, at hun i februar 1987 rettede personlig henvendelse til socialforvaltningen for at meddele, at hun var tilbudt arbejde. Hun fik en seddel fra sagsbehandleren, hvorefter hun ville kunne tjene ca. 10.000 kr. uden skattetræk og ca. 57.000 kr., uden at dette ville få indflydelse på pensionens størrelse. Sedlen foreviste hun for arbejdsgiveren, og på grundlag heraf blev den ugentlige arbejdstid fastsat således, at årslønnen ikke væsentligt ville overstige 57.000 kr. Da ansættelsesforholdet herefter blev fastlagt, meddelte hun telefonisk sagsbehandleren, at hun nu begyndte at arbejde.
Hun fandt derfor ikke, at der var grundlag for i 1989 at reducere pensionen, idet arbejdsindtægten for 1987 ikke væsentligt oversteg den oplyste grænse ca. 57.000 kr. For 1990 kunne hun acceptere en reduktion af pensionen baseret på, at hun havde tjent ca. 30.000 kr. for meget svarende til forskellen mellem lønindtægten i 1988 og den oplyste grænse.
Kommunen fastholdt over for amtsankenævnet at K ikke havde givetoplysninger om påbegyndelse af arbejdet. Det oplystes, at hun hen vendte sig i foråret 1987 for at få vejledning om indtægtsgrænserne for udbetaling af grundbeløb og pensionstillæg. Hun blev mundtligt vejledt om, at indtægtsgrænsen var 31.200 kr. for grundbeløbet og 9.900 kr. for pensionstillægget. Kommunen anførte, at hun ikke oplyste, at hun påbegyndte arbejde.
Kommunen kunne ikke supplere det passerede, da kommunens journal notater fra det tidspunkt, K tilflyttede kommunen, og indtil 26. juli 1989 var bortkommet.
K gjorde gældende, at hun aldrig havde modtaget nogen pensionsmed delelse fra kommunen.
Antsankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter K skulle tilbagebetale for meget udbetalt pension for perioden 1. juli 1987 til 31. december 1988.
Amtsankenævnet begrundede afgørelsen med, at det efter de fore liggende oplysninger ikke var dokumenteret, at K efter etablering af et ansættelsesforhold påny rettede henvendelse til pensionskontoret om, at hun påbegyndte et arbejde.
I anken til Ankestyrelsen anførte K bl.a., at det journalmateriale,som var bortkommet i kommunen, givetvis kunne have tjent til doku mentation for hendes henvendelser til kommunen. Yderligere anførte hun, at hun ikke havde modtaget nogen pension mod bedre vidende, da hendes indtjening havde ligget inden for rammerne af de beløb, som havde har fået oplyst fra kommunen.
Sagen blev behandlet i principielt møde i Ankestyrelsen specielt med henblik på afklaring af praksis om tilbagebetaling ud fra nogle risikobetragtninger med hensyn til fejlagtigt udbetalte beløb.
