Ansøger var samlevende og havde to børn med samleveren. Hun havde i en længere periode modtaget hjælp efter bistandslovens § 37. Samleveren var i arbejde. Ansøger ønskede hjælp til flytning for at flytte til en bolig nær samlevers arbejdssted. Ønsket om hjælp til flytning blev også begrundet med, at den hidtidige bolig var fugtig, og varmeudgifterne var høje.
Kommunen gav afslag på hjælp til betaling af flytteomkostninger og betaling af depositum under hen-visning til, at bistandslovens § 47 om bolig- og erhvervsmæssig forbedring ikke var opfyldt.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag på hjælp til betaling af flytteomkostninger og depositum.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at udover en forbedring af deboligmæssige og erhvervsmæssige forhold forudsatte ydelse af flyttehjælp, at ansøger ikke selv havde midler til at afholde flytteud gifterne og betale depositum.
Nævnet anførte endvidere, at uanset samlevende ikke havde indbyrdes forsørgerpligt, så måtte vur-deringen af, om ansøger selv havde midler, ske ud fra familiens samlede økonomiske situation, idet flytningen var sket i familiens samlede interesse, herunder ønsket om bopæl nærmere samleverens arbejdssted.
På grundlag af familiens rådighedsbeløb efter afholdelse af rimelige udgifter fandt nævnet, at ansøger ikke opfyldte de økonomiske betingelser for flyttehjælp og depositum.
Nævnet tog herved ikke stilling til, om betingelserne om boligmæssig eller erhvervsmæssig forbedring var opfyldt.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der vedvurderingen af en ansøgers berettigelse til hjælp efter bi standsloven kan tages hensyn til en samlevers økonomiske situation, når den ydelse, der søges hjælp til, er i parternes fælles interesse.