Ankestyrelsens principafgørelse O-24-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 49 af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 6b

En ansøger blev arbejdsløs den 1. april 1991, hans sidste lønudbetaling dækkede april måned.

Hans ægtefælle havde fra den 1. februar 1991 på grund af arbejdsløshed modtaget kontanthjælp efter bistandsloven som supplement til hans arbejdsindtægt.

Ved udmåling af hjælpen beregnede kommunen boligtillæg efter bistandslovens § 37, stk. 3 på grundlag af udgifterne til familiens ejerbolig.

Ansøger og hans ægtefælles samlede nettoindtægt før arbejdsløsheden udgjorde 18.464 kr. pr. måned.

Kommunen udbetalte den 30. april 1991 grundydelse efter bistandslovens § 37, stk. 2, til ansøger og hans ægtefælle.

Den 17. maj 1991 meddelte kommunen, at udgifterne til ansøgers bolig pr. måned 12.227 kr. var urimeligt høje under hensyn til familiens størrelse på 2 voksne og ingen hjemmeboende børn under 18 år.

Kommunen havde derfor fremskaffet en rimelig og billigere lejebolig i alment boligbyggeri til en månedlig leje på 2.808 kr. incl. varme og el. Indskuddet på 11.200 kr. kunne der søges lån til efter gældende regler. Ansøger skulle senest den 21. maj 1991 kl. 12.00 meddele, om familien var interesseret i tilbuddet. Hvis familien ikke ville modtage det, ville boligtillægget fremover svare til udgiften for den tilbudte bolig.

I sin klage til ankenævnet anførte ansøger, at han modtog brevet fra kommunen fredag den 17. maj. Brevet indeholdt ikke oplysninger om boligens størrelse. Den 20. maj 1991 var 2. pinsedag, og da han skulle svare på tilbuddet senest den 21. maj kl. 12.00 havde han ingen mulighed for at undersøge om det var i overensstemmelse med bistandslovens intentioner, at kommunen med henvisning til lovens § 37, stk. 3, kunne fremtvinge en tvangsauktion over familiens hidtidige bolig.

Kommunen anførte overfor ankenævnet, at der normalt ikke blev givet længere svarfrist, da det måtte antages, at personer, der havde søgt bolig også meget hurtigt ville kunne svare, om de ønskede bolig på det tidspunkt, hvor der faktisk var en bolig. Kommunen fandt derfor, at der efter bistandslovens § 37, stk. 3, kunne udbetales boligtillæg svarende til udgiften til den billigere bolig.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter boligtillæget fra den 1. maj 1991 var nedsat til 2.808 kr. svarende til udgifterne til lejeboligen.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der fra dette tidspunkt var fremskaffet en rimelig og billigere bolig.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af reglen i bistandslovens § 37, stk. 3, herunder særligt spørgsmålet om tidsfrister, når kommunen har fremskaffet en billigere bolig.

Ankestyrelsen fandt, at reglen i bistandslovens § 37, stk. 3, om nedsættelse af boligtillægget til udgiften til en rimelig og billigere bolig, som kan fremskaffes, kun i ganske særlige tilfælde vil kunne anvendes ved den første henvendelse om hjælp.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen ikke havde været berettiget til at nedsætte boligtillægget svarende til udgiften til en lejebolig, som kommunen kunne fremskaffe ved første ansøgning om kontanthjælp.

Ankestyrelsen henviste til, at formålet med at yde hjælp efter bistandslovens § 37 er at afhjælpe en forbigående økonomiske trangssituation som følge af ændringer i ansøgerens forhold.

Ankestyrelsen fandt derfor, at ansøger havde været berettiget til at få udbetalt boligtillæg svarende til den fulde faktiske boligudgift vedrørende hans ejerbolig indtil han fraflyttede kommunen den 1. december 1991.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.