Ankestyrelsens principafgørelse S-1-93

Lov om sygehusvæsenet - lov nr. 476 af 7. november 1985 - § 6

Indenrigs- og Sundhedsministeriet cirkulære nr. 193 af 29. november 1982 om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til loven - pkt. B, pkt. C

En kvinde med bopæl i A amtskommune var i juni 1991 blevet opereret på et hospital i A amtskommune. Ved operationen blev der fundet en kræftsvulst i tyktarmen og metastaser i leveren. Hun blev samme måned udskrevet og blev oplyst om, at prognosen var dårlig, uden at man kunne angive nogen tidsramme for hendes forventede levetid. I august rejste hun og ægtefællen på ferie til en ø i B amtskommune. Mens de var der, blev hustruens tilstand akut kraftigt forværret. Efter konsultation af den lokale læge, der havde orienteret ægteparret om muligheden for transport til sygehus i B amtskommune, valgte ægteparret at lade sig transportere med Falck direkte til hospitalet i A amtskommune, da de vidste, at hustruen kun havde meget kort tid igen. Formålet var dels, at hustruen kunne blive indlagt på hospitalet i A amtskommune, som kendte hendes situation, og dels at hun gerne ville sige farvel til sine børn. Transporten blev rekvireret af den lokale læge, som oplyste parret om, at de eventuelt selv kunne komme til at betale for transporten. Dagen efter døde hustruen på hospitalet i A amtskommune.

Falck tilsendte efterfølgende manden en regning for transporten på ca. 13.000 kr.

Den afdøde kvindes læge har efterfølgende oplyst, at hospitalet i A amtskommune var behandlende hospital, og at hustruen angiveligt var lovet efterfølgende behandling dér.

Overlægen på hospitalet i A amtskommune har ligeledes efterfølgende anført, at det var væsentligt og rigtigt, at kvinden blev transporteret tilbage til hospitalet i A amtskommune, som kendte hende. Sygehusvæsenet i A amtskommune havde ikke fundet, at ægteparret var berettiget til godtgørelse efter sygehusloven for udgifterne til transporten til hospitalet i A amtskommune.

Afgørelsen var begrundet med, at transporten til hospitalet i A amtskommune efter parrets ønske skete uden om det nærmeste sygehus, som var i B amtskommune, hvorfor sygehuslovens betingelser for vederlagsfri befordring ikke var opfyldt. B amtskommune har endvidere anført, at parret ville have haft ret til vederlagsfri befordring til sygehus i B amtskommune, hvor kompetent behandling kunne ydes. Dette sygehus kunne herefter eventuelt have truffet aftale med hospitalet i A amtskommune, hvis hustruen af behandlingsmæssige årsager skulle overføres dertil.

I anken anførte manden bl.a, at parret havde minimeret omkostningerne i sygehusvæsenet ved at klare hustruens sidste tid selv, ligesom der i anken blev henvist til lægeudtalelserne fra egen læge og hospitalet i A amtskommune. Manden drog yderligere sammenligning med, hvad det ville have kostet, hvis parret havde valgt transport til det nærmeste hospital i B amtskommune. Det blev i anken også gjort gældende, at manden i hvert fald måtte kunne få godtgjort differencen.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af praksis.

Ankestyrelsen traf den afgørelse, at manden ikke var berettiget til at få godtgjort udgifterne til befordringen af den nu afdøde hustru fra en ø i B amtskommune til hospitalet i A amtskommune.

Begrundelsen var, at sygehusvæsenet i B amtskommune, som var opholdsamtskommune under parrets midlertidige ophold på ferieøen, ikke havde givet samtykke til, at hustruen kunne overføres til behandling på hospitalet i A amtskommune.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det efter sygehuslovens § 5, stk. 1, nr. 2 og § 5, stk. 5, sammenholdt med § 6 og § 8, stk. 1, alene er den amtskommune, hvor man har midlertidigt ophold, der er forpligtet til at yde fribefordring til øjeblikkelig sygehusbehandling, og kun på amtskommunens egne sygehuse samt de institutioner, der som led i sygehusvæsenets opgaver benyttes af vedkommende amtskommune. Sygehusvæsenet i denne amtskommune kan dog give samtykke til overførsel til et andet hospital, herunder til hospitalet i A amtskommune, hvis overførsel er nødvendig af behandlingsmæssige grunde.

Ankestyrelsen tiltrådte således den afgørelse, der var truffet af A amtskommune.

Hvad angår spørgsmålet om delvis refusion svarende til det beløb, som den midlertidige opholdsamtskommune skulle have afholdt efter sygehuslovens § 8, stk. 1, hvis kvinden var blevet transporteret fra øen i B amtskommune til et sygehus i B amtskommune, oversendte Ankestyrelsen dette spørgsmål til B amtskommune til afgørelse af, om amtskommunen eventuelt kunne yde refusion ud fra retningslinierne i sygehuslovens § 8, stk. 1, jf. i øvrigt princippet i pkt. C, 2, 2. afsnit i cirkulære nr. 193 af 29. november 1982.