Resume:
Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet 4 sager om tilkendelse af bistands- eller plejetillæg til ansøgere med ophold i eget hjem. Der var tale om ansøgere, som i forvejen modtog hjælp til dækning af bistands- og plejebehovet efter andre hjælpeordninger. *)
Ankestyrelsen fandt, at de pågældende herved ikke var afskåret fra at få tilkendt bistands- eller plejetillæg. Der måtte i hvert tilfælde foretages en konkret vurdering af bistands- og plejebehovet sammen holdt med den hjælp, der i øvrigt ydedes de pågældende til dækning af bistands- og plejebehovet.
1. En ansøger med højeste førtidspension på grund af muskelsvind fandtes berettiget til plejetillæg, selvom han havde fået bevilget hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4, til private hjælpere.
Ankestyrelsen fandt, at bistandslovens ydelser er subsidiære i forhold til ydelser efter pensionsloven. Ankestyrelsen overlod det til kommunen at tage stilling til, om tilkendelsen af plejetillæg kunne give anledning til ændring af udmålingen af hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4.
2. En ansøger med højeste førtidspension på grund af svær spastisk lammelse og hjerneskade fandtes ikke længere berettiget til pleje tillæg efter flytning til en handicapvenlig bolig oprettet i henhold til ældreboligloven, med tilknyttede hjælpefunktioner.
Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens boligform måtte sidestilles med ophold i eget hjem, men at hans behov for stadig personlig bistand og pleje blev dækket ved den hjælp, der blev stillet til rådighed i forbindelse med hans nuværende boform. Ankestyrelsen lagde samtidig vægt på, at hans aktiviteter uden for hjemmet ikke selvstændigt medførte et så omfattende behov for bistand og pleje, som er en forudsætning for at opnå bistands- eller plejetillæg efter lovens § 16.
Ankestyrelsen gjorde samtidig opmærksom på muligheden for, at der eventuelt kunne ydes ansøgeren hjælp til dækning af behovet for bistand i forbindelse med sådanne aktiviteter efter reglerne i bistandslovens § 56 om praktisk bistand i hjemmet eller eventuelt som personligt tillæg efter lov om social pension § 17.
3. En ansøger, der var tilkendt højeste førtidspension og bistands tillæg på grund af højresidig lammelse efter blodprop i hjernen fandtes berettiget til bistandstillægget, selvom han under ophold i eget hjem modtog omfattende hjælp fra kommunens hjemmehjælp (hjemmepleje). Han var derimod ikke berettiget til plejetillæg.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom ansøgerens invaliditet krævede vedvarende pleje eller tilsyn, var dette behov delvis dækket gennem den kommunale ordning vedrørende hjemmehjælp, som han selv havde valgt at modtage.
Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at den bevilgede hjemmehjælp på i alt 2½ time dagligt kunne antages at dække det samlede plejebehov, og at han derfor var berettiget til bistandstillæg.
4. Ansøgeren havde fået tilkendt højeste førtidspension. Hun havde behov for hjælp til alle personlige fornødenheder, men kunne spise selv, hvis maden var anrettet. Ansøgeren ønskede ikke optagelse på plejehjem, men boede i beskyttet bolig og modtog hjemmehjælp 6 timer om dagen, 3-4 timer om aftenen og 1 time om natten.
Ansøgeren fandtes ikke berettiget til bistandstillæg.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at selv om hendes invaliditet krævede vedvarende pleje og tilsyn, måtte dette behov i det væsentlige anses for tilgodeset gennem den kommunale hjemmepleje, som hun selv havde valgt at modtage.
Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at hendes behov for bistand herudover, herunder i forbindelse med deltagelse i aktiviteter uden for hjemmet ikke var af et sådant omfang, som det forudsættes for at tilkende bistands- eller plejetillæg efter lovens § 16.
Ankestyrelsen gjorde samtidig opmærksom på muligheden for, at der eventuelt kunne ydes hjælp til dækning af behov for bistand i forbindelse med sådanne aktiviteter efter reglerne i bistandslovens § 56 om praktisk bistand i hjemmet eller eventuelt efter lov om social pension § 17 om personligt tillæg.