Efter pensionslovens § 17 kan der i særlige tilfælde ydes personligttillæg til behandling i institutioner uden for det offentlige be handlingssystem.
Det forudsættes herved, at behandlingsmulighederne inden for det offentlige behandlingssystem må anses for udtømte, og behandlingen må anses for lægeligt velbegrundet.
Ankestyrelsen fandt, at der ikke i pensionslovgivningen er fastsat begrænsninger i nævnets kompetence til at efterprøve skønnet for kommunens tildeling af personlige tillæg efter lovens § 17.
Spørgsmålet om hvorvidt behandlingsmulighederne inden for det offentlige behandlingssystem må anses for udtømte beror som ud gangspunkt på et skøn, som derfor fuldt ud kan efterprøves af nævnet og Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen fandt i den foreliggende sag, at behandlingsmulighederne i offentlig regi ikke var udtømte. Styrelsen lagde vægt pådet oplyste om ansøgerens helbredsforhold og forudgående behandlingsforsøg inden for det etablerede behandlingssystem sammenholdt med, at han havde et konkret behandlingstilbud. Der var herved givet et tilbud om behandling, der måtte give en rimelig forventning om, at behandlingen ville kunne bevirke ophør af ansøgerens misbrug.
Ankestyrelsen fandt derfor, at der ikke havde været tilstrækkeligtgrundlag for at pålægge kommunen yde personligt tillæg til behandlingsudgiften i privat regi.
Under hensyn til, at der var tale om en engangsydelse samt til, at kommunen ikke havde søgt eller at klagen var tillagt opsættende virkning, var ydelsen forfalden til betaling i overensstemmelse med ankenævnets afgørelse.
Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr 20263-94
En 30-årig mand lod sig i maj 1993 indlægge til behandling for sitstofmisbrug på et behandlingscenter uden for det offentlige behandlingssystem.
Behandlingscentret søgte på hans vegne kommunen om hjælp til betaling for opholdet til en pris af ca. 16.000 kr. for 4 uger i minimum 12 måneder, svarende til en samlet pris på ca. 208.000 kr. jf. pensionslovens § 17.
Ansøgeren havde modtaget forhøjet almindelig førtidspension siden 1988 og havde afsonet adskillige domme for narkotikarelateret kriminalitet.
Det var oplyst, at pågældende siden teenagealderen havde haft et massivt misbrug, og siden 1983 overvejende af heroin og kokain. Der havde været 7 behandlingsforsøg, herunder metadonbehandling i offentlig regi.
Ansøgeren var under behandling i en kommunal døgninstitution, men ønskede at flytte sammen med sin samlever pr. 1. januar 1993. Det blev aftalt, at han skulle komme dagligt i behandlingsinstitutionen, som også skulle aflægge hjemmebesøg. Ansøgeren udeblev imidlertid.
I marts 1993 meddelte behandlingsinstitutionen, at ansøgeren kunne vende tilbage, hvis han var interesseret.
Kommunen gav afslag på personligt tillæg og begrundede afgørelsen med, at det kommunale behandlingssystem ydede gratis behandling.
Ankenævnet pålagde kommunen at yde personligt tillæg til det ansøgte behandlingsophold af minimum 12 måneders varighed.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at ansøgeren havde et tilbud om tilbagevenden til en institution i det kommunale behandlingssystem, og det forhold at ansøgeren ikke havde henvendt sig der, kunne ikke sidestilles med, at behandlingsmulighederne i det offentlige system måtte anses for udtømte. Kommunens skønsmæssige afgørelse kunne ikke anses for åbenbar urimelig, således at ankenævnet kunne ændre afgørelsen.
Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen blev det oplyst, at ansøgeren efter eget ønske var udskrevet fra behandlingscentret og i færd med at etablere sig i egen bolig.
Sagen blev behandlet i principielt ankemøde til præcisering af praksis om hjælp til behandling på alternative behandlingsinstitutioner, særligt hvorvidt behandlingsmulighederne i det offentlige behandlingssystem kan anses for udtømte, når der foreligger et konkret tilbud om behandling her.
