Ankestyrelsens principafgørelse O-71-94

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 6 og § 37

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 11 og § 2, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 49, pkt. 50

Ansøger fik i august 1991 overført forældremyndigheden over den tidligere samlevers 2 særbørn. Moderen havde i januar 1991 forladt hjemmet efter i 6 år at have samlevet med ansøger, som hun havde 1 barn sammen med.

Ansøger fik udbetalt børnebidrag og børnefamilieydelse. Desuden fik han børnetilskud som enlig. Da ansøger i efteråret 92 indledte et nyt samlivsforhold, bortfaldt de børnetilskudsydelser, som var knyttet til at være enlig.

Kommunen ønskede at kompensere, men havde vanskeligt ved at finde en hjemmel.

Ankenævnet overvejede analogislutninger til børnetilskudsloven og bistandslovens § 46 c. Ankenævnet anvendte § 33, stk. 2, nr. 8 og pålagde kommunen at udbetale et beløb til forsørgelse svarende til det beløb, der ved børns anbringelse i familiepleje ydes som omkostningsbeløb med tillæg af det beløb, der efter børnenes alder ydes til lommepenge og beklædning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af,efter hvilke lovbestemmelser der kan ydes hjælp til en forældremyn dighedsindehaver, der ikke har forsørgelsespligt.

Ankestyrelsen fandt, at der kunne udbetales hjælp til børnenes forsørgelse efter bistandslovens § 37. Ankestyrelsen lagde til grund, at det ikke af forarbejderne til bistandsloven, herunder lovens § 1 og afsnit III kunne udledes, at der er nogen nedre aldersgrænse for udbetaling af kontanthjælp. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at det forhold, at forældremyndigheden er tillagt en anden end en af forældrene ikke medfører forsørgelsespligt i forhold til barnet.

Med hensyn til udmålingen af kontanthjælpen, fandt Ankestyrelsen, at hjælpen burde udmåles efter reglerne for unge udeboende, da Ankestyrelsen anså børnene som udeboende i relation til forsørgelsen, selv om de havde ophold hos indehaveren af forældremyndigheden. Der henvistes i øvrigt til principperne i SM 0-22-93. Ankestyrelsen fandt således ikke, at bistandsloven § 33, stk. 2, nr. 8 kunne anvendes som hjemmel for udbetaling af hjælp til børnene, da det af forarbejderne fremgår, at denne bestemmelse ikke er beregnet til løbende forsørgelsesudgifter.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse og anmodede kommunen om at udbetale hjælpen i overensstemmelse med Ankestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at børnetilskudslovens bestemmelser ikke kunne fortolkes udvidende, så de kunne finde anvendelse i den foreliggende situation. Ankestyrelsen var også enig med nævnet i, at bistandslovens § 46 c efter sin ordlyd ikke fandt anvendelse på denne situation.