Ankestyrelsens principafgørelse B-7-95

Lov om en børnefamilieydelse - lovbekendtgørelse nr. 791 af 1. oktober 1995 - § 4, stk. 4, 2. punktum og § 7, stk. 1

Indenrigsministeriets vejledning nr. 128 af 27. juli 1995 om folkeregistrering - pkt. 2.2

Skattedepartementets cirkulære nr. 148 af 17. december 1986 om lov om en børnefamilieydelse - pkt. 10

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 20019-95

Moderen var i juli 1994 fraflyttet det fælles hjem og havde i den forbindelse meldt flytning for begge børn til sin nye adresse. Der var fælles forældremyndighed, og børnene boede lige meget hos begge forældre.

Faderen ansøgte den 30. august 1994 om børnefamilieydelse for oktober kvartal 1994, men kommunen meddelte afslag, fordi børnene vartilmeldt folkeregistret på moderens adresse. Faderen gjorde indsi gelse imod dette, idet børnenes adresse var blevet ændret uden hans samtykke.

Kommunen fastholdt registreringen af børnene på moderens adresse, hvorfor faderen klagede til Indenrigsministeriet.

Det fremgår af Indenrigsministeriets afgørelse af 14. november 1994, at begge forældre under den verserende retssag om skilsmisse havde frafaldet ønsket om at få tillagt midlertidig forældremyndighed, hvilket medførte, at der fortsat var fælles forældremyndighed over børnene. Der var endvidere opnået enighed om, at børnene indtil videre skulle være lige lang tid ad gangen hos forældrene.

Børnene gik i institutioner, som lå nogenlunde lige langt fra faderens og moderens adresser.

I den anledning udtalte Indenrigsministeriet, at det følger af § 1 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse om folkeregistrering, at enhver skal registreres det sted (bolig), hvor man regelmæssigt sover, når man ikke er midlertidigt fraværende på grund af sygdom, ferie, forretningsrejse el. lign. , og hvor man har sine ejendele.

I Indenrigsministeriets vejledning om folkeregistrering er der ikapitel 2, afsnit 2.2, foretaget en uddybning af registrerings reglerne for børn. For børn, som opholder sig lige lang tid hos hver af forældrene, som ikke bor sammen, er det anført, at man må vurdere, hvor barnet efter objektive forhold må siges at være nærmest hjemmehørende. Hvis det ikke ud fra objektive kriterier kan afgøres, hvor et barn har bopæl, og forældrene skiftevis anmelder flytning for barnet, kan folkeregistret "fastfryse" registreringen af barnet på den bopæl, barnet var registreret på, før den aktuelle strid opstod.

Indenrigsministeriet udtalte videre, at børnene efter det oplyste opholdt sig lige længe hos faderen og moderen. Der var heller ikke i sagen oplyst objektive forhold, som viste større tilknytning til den ene af forældrene frem for den anden.

Ministeriet fandt derfor, at man måtte afgøre uoverensstemmelsen ved at lade børnene være registreret der, hvor de boede, før den aktuelle strid om børnenes registrering startede. Efter Indenrigsministeriets opfattelse startede striden, da moderen fik registreret børnene på sin nye adresse. Når faderen ikke protesterede allerede ved anmeldelsen af børnenes flytning, skyldtes dette, at han først senere blev klar over denne anmeldelse. Ministeriet annullerede derfor registreringen af børnene som flyttet til moderens adresse.

Kommunen traf afgørelse om, at faderen ikke havde ret til børnefa milieydelse for oktober kvartal, og ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Der blev henvist til, at børnefamilieydelsen var udbetalt til børnenes moder, idet børnene var tilmeldt hendes adresse, og idet udbetalingen som følge deraf var i overensstemmelse med gældende regler på udbetalingstidspunktet.

Ankestyrelsen behandlede sagen i principielt møde med henblik påafklaring af, om det havde betydning for retten til børnefamiliey delse, at moderens flyttemeddelelse for børnene til folkeregistret efterfølgende var annulleret.

Ankestyrelsen traf afgørelse om, at faderen havde ret til børnefa milieydelse for oktober kvartal, idet børnene blev anset for at være folkeregistreret på hans adresse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der var fælles forældremyndighed, og at børnene opholdt sig lige meget hos begge forældre, samt at Indenrigsministeriet havde annulleret børnenes fol keregistrering hos moderen, og at børnene derfor var folkeregistreret hos faderen.

Ankestyrelsen fandt således, at konsekvensen af Indenrigsministeriets afgørelse af 14. november 1994 blev, at faderen havde ret til atmodtage børnefamilieydelse for oktober kvartal 1994, uanset at kommunen allerede havde udbetalt ydelsen til moderen, jf. børnefa milieydelseslovens § 4, stk. 4, 2. punktum.

Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort, at moderen havde modtaget børnefamilieydelse uberettiget mod bedre vidende. Der var således ikke grundlag for kommunen for at søge ydelsen tilbage fra moderen, jf. børnefamilieydelsesloven § 7, stk. 1.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21827-94

Børnene var tilmeldt moderens adresse indtil den 18. november 1993, hvor faderen ved dom fik tilkendt forældremyndigheden over børnene og samme dag meddelte adresseændring til folkeregistret for børnene til sin adresse. Dommen blev imidlertid anket inden for ankefristen, hvilket medførte, at der fortsat var fælles forældremyndighed.

Efterfølgende blev børnenes adresse ændret mange gange af begge forældre. Faderen vedlagde i forbindelse med sin klage EDB-udskrift fra Det Centrale Personregister, hvoraf det fremgik, at børnene pr. 31. december 1993 var tilmeldt hos ham.

Kommunen traf afgørelse om, at faderen ikke havde ret til at modtage børnefamilieydelse for januar kvartal 1994, og ankenævnet tiltrådte afgørelsen. Det blev lagt til grund, at forældrene havde fælles forældremyndighed, og at børnene indtil den 18. november 1993 vedvarende havde været tilmeldt folkeregistret på moderens adresse. Under hensyn til de mange flytninger af børnenes adresser efter den 18. november 1993, forårsaget af at forældrene ikke var enige om, hvor børnene skulle væretilmeldt folkeregistret, fandtes udbetalingsreglen i børnefamilie ydelseslovens § 4, stk. 4, 2. punktum, ikke at kunne finde anvendelse ved udbetalingen af ydelserne i januar 1994.

Ankestyrelsen behandlede sagen i principielt møde med henblik på afklaring af, hvem børnefamilieydelse udbetales til, når forældrene, der har fælles forældremyndighed, er uenige om, hos hvem børnene skal være tilmeldt folkeregistret.

Ankestyrelsen fandt, at faderen ikke havde ret til børnefamilieydelse for januar kvartal 1994, idet ydelserne var korrekt udbetalt til børnenes moder.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at faderen sammen med børnenes moder havde fælles forældremyndighed over børnene, idet moderen inden for ankefristen ankede dommen, hvorefter faderen fik tilkendt forældremyndigheden, og dommen derfor havde opsættende virkning. Ankestyrelsen har endvidere ikke fundet det godtgjort, at børnene boede mere hos faderen end hos moderen.

Ankestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at børnene vedvarende var tilmeldt folkeregistret hos moderen indtil den 18. november 1993, hvor faderen meldte flytning for børnene, og der opstod uenighed om, hvor børnene skulle være tilmeldt. Ankestyrelsen fandt således ikke, at der kunne tages hensyn til forældrenes flyttemeddelelser til folkeregistret, efter at uenigheden var opstået, jf. børnefamilieydelseslovens § 4, stk. 4, 2. punktum, sammenholdt med Indenrigsministeriets vejledning om folkeregistrering nr. 47 af 24. marts 1993 (nu nr. 128 af 27. juli 1995), kap. 2, afsnit 2.2.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.