Ankestyrelsens principafgørelse O-80-95

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 129, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 198, pkt. 199

Note:

*) Landsrettens dom er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 409.

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 40185-93

Den 3. juni 1993 traf Børn og unge-udvalget i A kommune beslutning om fortsat anbringelse udenfor hjemmet af et barn i medfør af bistandslovens § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1, jf. 2. punktum.

I møde den 2. september 1993 tiltrådte Ankestyrelsen Børn og ungeudvalgets beslutning. Ankestyrelsen underrettede klageren om afgørelsen i brev af 10. september 1993.

Ved brev af 13. oktober 1993, der blev modtaget i Ankestyrelsen den 14. oktober 1993, krævede advokaten på klagerens vegne Ankestyrelsens afgørelse forelagt for landsretten, hvilket herefter skete den 18. oktober 1993. Ankestyrelsen påstod samtidig sagen afvist på grund af fristoverskridelsen.

Advokaten gjorde i forbindelse med sagens behandling ved landsretten bl.a. gældende, at klageren efter telefonisk aftale kom til stede på hans kontor den 12. oktober 1993. Klageren, der var tydeligt påvirket af den alvorlige situation, medbragte adskillige breve og afgørelser m.v., dels fra A Kommune, dels fra Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse, der bestod af 3 1/2 tæt maskinskrevne sider, var adskilt og lagt blandt det andet materiale, som klageren øjensynligt ikke havde oversigt over.

Advokaten henviste endvidere til de forhold, der havde givet anledning til anbringelsen, bl.a. klagerens tidligere psykiske problemer i 1986. Det var gået klageren meget på, at disse gamle problemer nu havde resulteret i den besluttede fjernelse af barnet.

Vestre Landsret tog stilling til sagen ved skriftlig behandling.

Landsretten udtalte, at da sagsøgerens advokats skriftlige begæring af 13. oktober 1993 om sagens indbringelse for landsretten var foretaget mere end 4 uger efter, at sagsøgeren havde fået meddelelse om Ankestyrelsens afgørelse, jf. bistandslovens § 129, stk. 1, afviste landsretten sagen.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - 40197-94

Den 6. juli 1994 traf Børn og unge-udvalget i B kommune beslutning om fortsat anbringelse udenfor hjemmet af 3 børn i medfør af bistandslovens § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1 og nr. 4, jf. 2. punktum. Udvalget traf endvidere beslutning om, at der vedrørende 2 af børnene fortsat skulle ske overvågning af samværet samt foretages brev- og telefonkontrol.

I møde den 8. september 1994 tiltrådte Ankestyrelsen Børn og ungeudvalgets beslutning. Ankestyrelsen underrettede klagerne om afgørelsen i et brev af 13. september 1994.

Klagerne anmodede herefter deres advokat om at indbringe afgørelsen for landsretten. Klagerne forstod herefter på deres advokat, at dette var sket. Der var imidlertid på intet tidspunkt af advokaten overfor Ankestyrelsen fremsat begæring om at få afgørelsen forelagt for landsretten. Den 12. oktober 1994 anmodede klagerne en ny advokat om at videreføre sagen. Den nye advokat rettede den 13. oktober 1994 henvendelse til den tidligere advokat, der imidlertid ikke besvarede denne henvendelse.

Ved brev af 28. november 1994 rettede klagernes nye advokat henvendelse til Ankestyrelsen og anmodede om, at Ankestyrelsen så bort fra overskridelsen af 4-ugers fristen, således at sagen blev forelagt landsretten. Ankestyrelsen indbragte herefter sagen for landsretten. Ankestyrelsen påstod samtidig sagen afvist på grund af fristoverskridelsen.

Advokaten gjorde i forbindelse med sagens behandling ved landsretten gældende, at den skete fristoverskridelse måtte anses for undskylde lig for klagerne, der inden 4-ugers fristens udløb meddelte deres daværende advokat, at de ønskede afgørelsen indbragt for landsretten. Advokaten henviste herunder til den europæiske menneskerettighedskonventions art. 5, stk. 4.

Formalitetsspørgsmålet blev udskilt til særskilt procedure ved landsretten.

Landsretten udtalte, at da sagsøgernes begæring af 28. november 1994 om sagens indbringelse for landsretten var afgivet mere end 4 uger efter, at sagsøgerne havde fået meddelelse om Ankestyrelsens afgørelse, og da der ikke i bistandsloven eller i anden lovgivning var hjemmel til i særlige tilfælde at bortse fra den i bistandslovens § 129, stk. 1 anførte frist, afviste landsretten sagen. Det bemærkedes herved, at fristbestemmelsen i § 129, stk. 1 ikke sås at være i strid med menneskerettighedskonventionens art. 5, stk. 4.