Ankestyrelsens principafgørelse D-8-95

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1995 - § 6, stk. 2

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 38

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 70752-94

En lønmodtager opsagde sit arbejde som projektmedarbejder ved erhvervscentret i en kommune fra den 24. september 1993.

Anmodning om dagpenge, blanket dp 200 A, blev modtaget i kommunen den 7. december 1993. Sidste arbejdsdag var angivet til den 23. september 1993. Lønmodtageren var blevet raskmeldt fra den 16. november 1993. Kommunen gav afslag på dagpenge på grund af for sen anmeldelse. Kommunen lagde vægt på, at det ikke havde været muligt at få dokumentation for, at fraværet skyldtes sygdom, idet anmodningen om dagpenge først var modtaget efter raskmelding.

I anken anførte fagforeningen, at ansættelsesforholdet blev afbrudt af lønmodtageren med henvisning til sygdom. Lønmodtageren havde kontaktet fagforeningen den 7. oktober 1993 og var da blevet anmodet om straks at kontakte kommunens dagpengekontor med anmodning om sygedagpenge. Fagforeningen havde dog allerede tidligere telefonisk adviseret kommunen om, at en anmodning om dagpenge kunne forventes.

Lønmodtagerens kontakt med kommunen medførte, at han fik bevilget hjælp efter bistandsloven med tilbagebetalingspligt, da han selv havde opsagt sit arbejde. Lønmodtageren havde fået 5 ugers karantæne i A-kassen på grund af selvforskyldt ledighed.

Lønmodtageren havde ikke tidligere fået dagpenge fra kommunen.

Der var dokumentation for, at lønmodtageren havde søgt læge på grund af rygsmerter den 6. og 12. oktober 1993.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge fra den 24. september 1993 til den 15. november 1993, da anmodningen først var modtaget i kommunen den 7. december 1993.

Efter dagpengelovens § 6, stk. 2, skal sygdomstilfælde anmeldes til kommunen senest 1 uge efter 1. fraværsdag eller senest 1 uge efter, at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt.

Når anmodningen om dagpenge indgives senere end denne frist, ind træder retten til dagpenge først fra anmodningens modtagelse, jf. § 22 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991, som ændret ved bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993.

Dagpengeudvalget fandt ikke, at der iøvrigt forelå særligeundskyldende forhold, der kunne begrunde dispensation fra anmeldel sesreglerne, jf. ovennævnte bekendtgørelses § 24, herunder at det ikke havde været muligt at få dokumentation for, at fraværet skyldtes sygdom.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 71279-94

Lønmodtageren var syg i perioden 29. august 1994 til 2. september 1994. Arbejdsgiveren underskrev blanket dp 200 A den 16. september 1994. Blanketten blev underskrevet af lønmodtageren den 20. oktober 1994, og stemplet modtaget i kommunen samme dag.

Kommunen gav afslag på dagpenge, idet der blev lagt vægt på, at der i forbindelse med sygefravær i sommeren 1990 var blevet dispenseret fra reglerne, som lønmodtageren samtidig skriftligt var blevet orienteret om. I anken anførte lønmodtageren bl.a., at hun ikke var gjort bekendt med tidsfristen og forgæves havde søgt oplysning i kommunen, da formuleringen på ansøgningen om sygedagpenge forekom lidt svævende. Det anførtes videre, at lønmodtageren sidst søgte om sygedagpenge i 1990, hvor lønmodtageren muligvis fik en påtale med hensyn til tidsfristen.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge fra den 29. august 1994 til og med den 2. september 1994, da anmodningen først var modtaget i kommunen den 20. oktober 1994.

Dagpengeudvalget henviste til samme lovbestemmelse som i den foregående sag, og til § 22 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Dagpengeudvalget fandt ikke, at der iøvrigt forelå særligeundskyldende forhold, der kunne begrunde dispensation fra anmel delsesreglerne, jf. bekendtgørelsens § 24.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen navnlig vægt på, at lønmodtageren først afleverede anmodningen om dagpenge mere end én måned efter at have modtaget den fra arbejdsgiveren.

Dagpengeudvalget tiltrådte med denne begrundelse kommunens afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 70016-95

Lønmodtageren var syg den 16. november 1994.

Arbejdsgiver underskrev blanket dp 200 A den 21. november 1994. Blanketten var underskrevet af lønmodtageren den 23. november 1994 og blev modtaget i kommunen den 28. november 1994.

Kommunen gav afslag på dagpenge med henvisning til, at lønmodtageren i forbindelse med dispensation fra anmeldelsesfristen i december 1990 skriftligt var blevet orienteret om anmeldelsesreglerne.

Lønmodtageren anførte i anken, at hovedårsagen til overskridelsen af anmeldelsesfristen var, at arbejdsgiveren ikke udleverede en sygedagpengeblanket i tide.

Efter indankningen blev det oplyst, at lønmodtageren havde været sygemeldt i oktober 1992. Anmeldelse var foretaget rettidigt. Lønmodtageren havde endvidere fået dagpenge på grund af sygdom i maj 1993, selv om anmodningen ved arbejdsgiverens fejl var indgivet for sent. Det kunne ikke oplyses, om lønmodtageren ved denne lejlighed var blevet orienteret om anmeldelsesreglerne.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge for den 16. november 1994, da anmodningen først var modtaget i kommunen den 28. november 1994.

Dagpengeudvalget henviste til samme lovgrundlag som i den foregående sag. Dagpengeudvalget fandt ikke, at der iøvrigt forelå særligeundskyldende forhold, der kunne begrunde dispensation fra anmeldel sesreglerne, jf. bekendtgørelsens § 24.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at lønmodtageren måtte antages at være bekendt med anmeldelsesreglerne, da han havde haft sygemeldinger i oktober 1992 og maj 1993.

Dagpengeudvalget tiltrådte med denne begrundelse kommunens afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j. nr. 70038-95

Lønmodtageren var syg i perioden 27. til 31. oktober 1994.

Arbejdsgiveren underskrev blanket dp 200 A den 10. november 1994. Blanketten var underskrevet af lønmodtageren den 11. november 1994 og stemplet modtaget i kommunen samme dag.

Kommunen gav afslag på dagpenge og lagde vægt på, at der i forbindelse med et tidligere fravær var dispenseret fra reglerne om anmeldelse og orienteret skriftligt om disse. Det tidligere fravær havde fundet sted i begyndelsen af 1994.

Kommunen tilføjede, at der kun kunne dispenseres 1 gang til samme person.

I anken, som på lønmodtagerens vegne var indgivet af arbejdsgiveren, var det oplyst, at den for sene anmeldelse skyldtes en arbejdsrutine hos arbejdsgiveren, og der var ikke tidligere hverken fra den aktuelle kommune eller fra andre kommuner modtaget påtale af eventuel forsinket anmeldelse. Der henvistes yderligere til, at den tidligere dispensationsblanket omhandlede arbejdsledige.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge fra den 27. oktober 1994 til den 31. oktober 1994, da anmodningen først var modtaget i kommunen den 11. november 1994.

Dagpengeudvalget henviste til samme lovgrundlag som i den foregående sag.

Dagpengeudvalget fandt ikke, at der iøvrigt forelå særligeundskyldende forhold, der kunne begrunde dispensation fra anmeldel sesreglerne, jf. bekendtgørelsens § 24.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen lagt vægt på, at lønmodtageren i forbindelse med et tidligere sygefravær var gjort opmærksom på anmeldelsesfristen.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.

Dagpengeudvalget bemærkede, at der ikke i dagpengeloven er hjemmel til administrativt at træffe afgørelse om, at der kun kan dispenseres fra anmeldelsesfristen 1 gang.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j. nr. 71404-94

Lønmodtageren var syg i perioden 24. oktober til 6. november 1994.

Blanket dp 200 B, anmodning om dagpenge, blev underskrevet og afsendt fra A-kassen den 1. november 1994. Anmodningen blev modtaget i kommunen den 7. november 1994.

Kommunen gav afslag på dagpenge og lagde vægt på, at der i forbindelse med et tidligere fravær i januar 1991 var dispenseret fra reglerne om anmeldelse og orienteret skriftligt om disse.

I anken henvistes til, at blanketten var afsendt for sent af A kassen, og at lønmodtageren derfor ikke havde haft mulighed for at indsende den rettidigt. Der henvistes endvidere til, at den tidligere dispensation lå helt tilbage i 1991, hvorfor lønmodtageren ikke kunne huske fristen på 8 dage.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge fra den 24. oktober 1994 til og med den 6. november 1994, da anmodningen først var modtaget i kommunen den 7. november 1994.

Dagpengeudvalget henviste til samme lovgrundlag som i de foregående sager.

Dagpengeudvalget fandt ikke, at der iøvrigt forelå særligeundskyldende forhold, der kunne begrunde dispensation fra anmel delsesreglerne, jf. bekendtgørelsens § 24.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at lønmodtageren måtte antages ikke at have foretaget anmeldelse til kommunen hurtigst muligt efter at have modtaget anmeldelsesblanketten fra A-kassen.

Dagpengeudvalget tiltrådte med denne begrundelse kommunens afgørelse.