Ansøger var gift og havde 2 børn, der på ansøgningstidspunktet var 3 og 5 år. Ægtefællen modtog arbejdsløshedsdagpenge. Det ældste barn havde et handicap, der gjorde, at han skulle have ekstra støtte og hjælp i dagligdagen. Han havde fået bevilget halv friplads i børnehaven, støttepædagog med 20 timer ugentlig og talepædagog 1 gang ugentlig.
I september 1994 opgav ansøger en uddannelse på grund af barnets særlige behov, og modtog herefter supplerende kontanthjælp til ægtefællens arbejdsløshedsdagpenge.
I januar 1995 meddelte kommunen, at ansøger den 16. januar 1995 skulle starte på kommunens produktionsskole med 37 timer pr. uge.
Ansøger mente imidlertid, at hun kun kunne stå til rådighed 20 timer pr. uge af hensyn til familiens samlede trivsel, og især af hensyn til det ældste barn.
Ansøger mødte ifølge de foreliggende oplysninger stort set ikke på arbejdet. Kommunen meddelte herefter 15. februar 1995 ansøger, at udbetaling af kontanthjælp ville blive standset fra 1. marts 1995 på baggrund af hendes manglende fremmøde i beskæftigelsesafdelingen.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at hun ikke udnyttede sinebeskæftigelsesmuligheder, og at hun havde fuldtids daginstitutions pladser til sine børn, samt at hendes mand aktuelt var arbejdsløs og dermed havde mulighed for at deltage i børnepasningen.
Kommunen henviste endvidere til aftale fra begyndelsen af februar 1995 om, at kommunens familieafdeling skulle foretage en vurdering af, om barnets særlige behov skulle have betydning for graden af ansøgers aktivering. Familieafdelingen havde på afgørelsestidspunktet endnu ikke modtaget tilstrækkelige oplysninger til, at en sådan vurdering kunne foretages.
Kommunen tilføjede endelig, at aktiveringstilbuddet i beskæftigel sesafdelingen fortsat stod åbent, og at udbetalingen af kontanthjælp kunne genoptages, hvis ansøger genoptog arbejdet.
Af en senere erklæring fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning fremgik, at der var tale om et barn med symptomer på DAMP (det vil sige deficit af attention, motor control and perception), hvorfor han havde behov for en rolig og struktureret dagligdag med overskuelige rammer og grænser. Af pædagogiske og psykologiske grunde blev det anbefalet, at barnets ophold i børnehaven afsluttedes ved 14-tiden, således at der fysisk og psykisk var overskud til positivt samvær i familien den resterende del af dagen.
Der forelå endvidere en erklæring fra børnehaven, der konkluderede, at det var vigtigt for barnet, at dagen i børnehaven ikke blev for lang.
Kommunen fastholdt på trods af ovennævnte erklæringer sin afgørelse. Kommunen skønnede således, at ansøger kunne fuldtidsbeskæftiges, idet hendes ægtefælle var arbejdsløs og derfor kunne deltage i børnepasningen.
Ankenævnet fandt, at ansøger ikke skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet svarende til fuldtidsbeskæftigelse, og at hun var berettiget til kontanthjælp, så snart hun stillede sig til rådighed igen/mødte på kommunens produktionsskole.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på det oplyste om, at ansøgersægtefælle var arbejdsløs og skulle kunne påtage sig fuldtidsbe skæftigelse med kort varsel, samt at det i en psykologisk udtalelse blev anbefalet, at sønnen senest skulle hentes fra børnehave kl. 14.
Ankenævnet hjemviste derfor sagen til kommunen til en konkret vurdering af, hvor meget rådighedsforpligtelsen for ansøger skulle nedsættes under hensyn til, hvornår barnet skulle bringes og hentes i børnehave.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at der var fuldtidsdaginstitutionsplads til børnene, ægtefællen var aktueltarbejdsløs, og det skønnedes rimeligt, at han også tog del i børne pasningen. Såfremt ægtefællen kom i arbejde, ville der blive taget hensyn til dette i forhold til aktiveringsgraden.
Kommunen mente herudover, at en kontanthjælpsmodtager skulle stå til rådighed på lige fod med en modtager af arbejdsløshedsdagpenge, samt at der ikke i de foreliggende akter var stillet krav om, at det var moderen, der skulle hente og bringe børnene.
Ankenævnet anførte i en udtalelse til Ankestyrelsen, at nævnet var enig med kommunen i, at der gjaldt samme rådighedsforpligtelse forkontanthjælpsmodtagere, som for personer, der modtog arbejdsløsheds dagpenge. Nævnet havde lagt vægt på, at standsningen af hjælpen skete på et tidspunkt, hvor kommunen havde tilkendegivet at ville vurdere, om ansøgers søns særlige behov skulle have betydning for graden af aktivering. Nævnet fandt, at der i denne uafklarede situation ikke burde træffes så drastisk et skridt, som kommunen havde gjort ved at standse hjælpen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan ydes kontanthjælp i situationer, hvor den ene ægtefælle ikke mener at kunne stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet på grund af særlige forhold vedrørende et barn, herunder om det har nogen betydning, at den anden ægtefælle er arbejdsledig.
