Den 8. oktober 1992 indledte skifteretten gældssaneringssag for klageren - en 46-årig mand.
Klageren havde på dette tidspunkt en børnebidragsrestance til A kommune for perioden 1. december 1990 til 31. december 1992. Han havde indgået en aftale med A Kommune om at afvikle denne gæld med 700 kr. månedligt.
Han havde endvidere en løbende bidragsforpligtelse på 700 kr. månedligt.
I oktober 1992 blev A kommune af skifterettens medhjælper anmodet om, at der under gældssaneringen ikke blev foretaget lønindeholdelse, men at de indbetalinger, der fremover blev foretaget fra klageren, blev betragtet som betaling af børnebidrag for den pågældende måned med henblik på at undgå oparbejdelse af ny restance.
A kommune meddelte, at kommunen ikke kunne acceptere, at kommende indbetalinger fremover skulle dække den pågældende måned. A kommune udtalte, at kommende afdrag ville blive afskrevet på gammel restance, da afdragene stort set var indgået som aftalt. I modsat fald ville lønindeholdelse blive fremsendt med anmodning om et træk på 700 kr. pr. måned, der svarede til den indgåede aftale (afdragsordning på den gamle restance). Klageren indbetalte herefter 700 kr. pr. måned, idet han på indbetalingskvitteringerne angav måneden, (december 1992, januar 1993 osv. indtil august 1993).
Ankenævnet tiltrådte A kommunes afgørelse, hvorefter de indbetalte beløb under gældssaneringen blev betragtet som afdrag på bidragsrestance, og ændrede A kommunes afgørelse vedrørende modregning i overskydende skat for 1993.
Vedrørende spørgsmålet om indbetalte beløb under gældssaneringen, lagde nævnet vægt på, at der den 19. september 1991 blev indgået en aftale mellem forvaltningen og klageren om afdrag af 700 kr. pr. måned, og at afdragene stort set indgik som aftalt.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at forvaltningen ved skrivelse af 21. oktober 1992 klart afviste at acceptere klagerens forslag om, at fremtidige indbetalinger betragtedes som betaling for børnebidrag og ikke afdrag på gammel gæld. Han reagerede ikke på denne skrivelse, før han den 21. september 1993 anmodede om en korrigeret opgørelse af forvaltningens krav.
De i sagen foreliggende girokvitteringer fandt nævnet ikke at kunne tillægge afgørende betydning, idet det ikke heraf klart og utvetydigt fremgik, hvilken ydelse betalingen vedrørte.
Ankenævnet fandt således, at forvaltningen havde været berettiget til at betragte indbetalte beløb under gældssaneringen som afdrag på bidragsrestance.
På denne baggrund fandt nævnet, at der herved opstod en ny restance til forvaltningen efter gældssaneringssagens indledning. Vedrørende spørgsmålet om modregning af dette krav i overskydende skat for 1993 fandt nævnet, at betingelserne for modregning ikke kunne anses for at være opfyldt, idet såvel forvaltningens krav på betaling af bidragsrestance, som klagerens krav på overskydende skat opstod efter gældssaneringssagens indledning.
Nævnet fandt derfor, at kommunen således ikke kunne foretage modregning i overskydende skat.
A kommune har i klagen anført, at afgørelsen var truffet på et forkert lovgrundlag.
A kommune anførte videre, at det centrale i problematikken var, at man i konkursloven ikke havde nogen regulering af adgangen til atforetage modregning, når begge krav var opstået efter konkurs dekretets afsigelse eller gældssaneringens indledning. Dette hang sammen med, at man havde anset det for helt oplagt og utvivlsomt, at 2 krav, der begge vedrørte tiden efter konkursdekretets afsigelse eller gældssaneringens indledning, naturligvis kunne modregnes i overensstemmelse med de almindelige regler om modregning.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om Ankestyrelsen havde kompetence til at træffe afgørelse vedrørende modregning i sager, hvor den pågældende var under gældssanering, og i givet fald om en debitor kunne bestemme, hvilken af to fordringer han ønskede at nedbringe hos kreditor, A kommune.
