Ankestyrelsens principafgørelse O-116-96

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 47, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 85, stk. 1

Ansøger, der var alene med et barn på 5 år, havde på ansøgnings tidspunktet en 4 vær. lejlighed til en månedlig husleje på 2.220 kr. excl. boligsikring beliggende i A kommune.

Hun modtog på ansøgningstidspunktet arbejdsløshedsdagpenge, men havde tidligere i en længere periode modtaget kontanthjælp, herunder også i forbindelse med forrevalidering og til HF-enkeltfagskurser.

Overfor A kommune oplyste ansøger i juli 1994, at hun nok ville flytte til B kommune, hvor hun havde søgt optagelse på et seminarium. Hun skulle betale for uddannelsen med 1.300 kr. pr. måned, samt udgifter til bøger. Hun forventede at kunne få uddannelsesydelse fra sit fagforbund.

Ansøger anmodede i forbindelse med henvendelsen A kommune om hjælp til færdiggørelse af uddannelsen samt om hjælp til indskud i en bolig i B kommune.

Arbejdsformidlingen fremsendte i august 1994 "Aftale vedrørende individuel handlingsplan", ifølge hvilken ansøger havde fået bevilgetuddannelsesgodtgørelse i henhold til lov om aktiv arbejds markedspolitik i 2 år til pædagoguddannelsen på seminariet.

Ansøger fik tilbudt en bolig i B kommune fra oktober 1994.

A kommune meddelte 25. august 1994 afslag på hjælp til såvel færdig gørelse af uddannelsen som til depositum i forbindelse med den tilbudte lejlighed i B kommune. Kommunen begrundede afgørelsen med, at ansøger på eget initiativ havde søgt optagelse på seminariet, samt opsagt sin bolig uden at dette var sket som led i en forud fastlagt erhvervsplan i et bevilget revalideringsforløb. Kommunen henviste endvidere til, at flytningen ikke indebar nogen boligmæssig eller sikker erhvervsmæssig forbedring. Kommunen tog ikke nærmere stilling til, hvorvidt ansøger kunne anses for selv at have haft midler til at afholde udgiften.

I klagen til ankenævnet blev det anført bl.a., at der i ansøgers tilfælde via Arbejdsformidlingen skulle udarbejdes en handlingsplan, idet der skulle ske aktivering af de ledige, inden de eventuelt skulle overgå til dagpenge i delperiode 2. Det anførtes endvidere, atder lå en klar formodning om forbedring af ansøgers erhvervs muligheder, særligt indenfor pædagogområdet, da der var tale om en 3 1/2 årig kompetencegivende uddannelse og ikke en vilkårlig længerevarende basisuddannelse, som ikke var kompetencegivende.

Ankenævnet tiltrådte A kommunes afgørelse, og begrundede dette med, at der ved flytningen til B kommune med henblik på at starte på den 3 1/2-årige pædagoguddannelse ikke var tale om umiddelbar forbedring af ansøgers erhvervsmuligheder.

Nævnet bemærkede sig, at ansøger havde fået tilsagn fra Arbejdsfor midlingen om uddannelsesstøtte i 2 år, og at der ikke var taget stilling til hendes forsørgelsesgrundlag de sidste 1 1/2 år af uddannelsen.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var tale om en bolig mæssig forbedring, selvom hun havde fået tilbudt en bolig i B kommune, idet hun ikke var boligløs i A Kommune.

I klagen til Ankestyrelsen anførtes det bl.a., at ansøger var optaget på seminariet efter optagelsesprøve, og at forsørgelsesgrundlaget de sidste 1 1/2 år af uddannelsen ville være SU og lån efter gældende regler. Efter ansøgers opfattelse kunne der ikke kræves en umiddelbar forbedring af erhvervsmulighederne, idet begrebet umiddelbar ikke var nævnt i loven.

Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-45-91 og med henblik på afklaring af, om påbegyndelse af uddannelse i henhold til en handlingsplan udarbejdet af Arbejdsformidlingen i medfør af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og finansieret via uddannelsesgodtgørelse, kunne anses for at være en sådan forbedring af de erhvervsmæssige forhold, at der kunne ydes hjælp til flytning i forbindelse hermed.

Uanset at påbegyndelsen af en uddannelse på længere sigt måtteantages at forbedre de erhvervsmæssige muligheder, fandt Ankesty relsen, at flytningen, der skete som led i en uddannelsesplan ikkemedførte en umiddelbar eller snarlig beskæftigelse. En sådan situa tion faldt derfor uden for lovens ordlyd: erhvervsmæssig forbedring.

For at der kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 47, stk. 1 skulleder således være udsigt til en umiddelbar eller snarlig beskæf tigelse, der i hvert fald for en periode satte ansøgeren i stand til at forsørge sig selv.

Ansøger var således ikke berettiget til hjælp til flytning i for bindelse med påbegyndelse af uddannelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.