Kommunens Børn og unge-udvalg traf beslutning om, at 2 børn på henholdsvis 5 og 9 år skulle anbringes i institution.
Børnene blev samme dag hentet i en af forældrenes venners hjem. Poli tiet deltog ved afhentningen.
Psykologer anbefalede, at der i en 3 måneders periode var begrænset samvær med forældrene for at sikre effekten af behandlingsindsatsen og for at give børnene stabilitet, sikkerhed og mulighed for at tilpasse sig.
Kommunen havde begrundet beslutningen om overvågning af samværet i et hensigtsmæssigt og støttende forløb af samværet. Beslutningen om begrænsning af samværet var begrundet i behovet for den fornødne roog stabilitet i børnenes daglige rytme samt hensyntagen til institu tionens tilrettelæggelse af dagligdagen.
Ankenævnet fandt ikke, at kommunen havde haft tilstrækkeligt grundlagfor at træffe beslutning om, at samværet skulle være overvåget, lige som kommunen ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for at begrænse samværet til 2 ugentlige besøg af 2 timers varighed på institutionen.
Nævnet lagde vægt på, at en beslutning om overvågning af samvær er en indgribende foranstaltning, der må sidestilles med afbrydelse af samværet, for så vidt angår betingelserne herfor. Nævnet fandt, at betingelserne herfor - at overvågning skal være nødvendig af hensyn til børnenes sundhed eller udvikling - ikke havde været til stede.
Vedrørende begrænsning af samværet fandt nævnet, at hensynet til institutionens tilrettelæggelse af dagligdagen skulle vige til fordel for forældrenes og børnenes mulighed for samvær, ligesom nævnetfandt, at samvær - ligeledes begrænset - som anbefalet af amtskom munens Børn og unge-afdeling ikke kunne antages at have skadelig indvirkning på børnene.
Kommunen anførte bl.a. i anken, at det havde været nødvendigt atanmode om bistand fra politiet for at gennemføre Børn og unge-udval gets beslutning om anbringelse uden for hjemmet. Efter kommunens opfattelse agtede forældrene at flytte/flygte til en nordsjællandsk kommune, hvor forældrene havde været meget langt fremme med at anskaffe en bolig. Ud fra dette vurderede kommunen, at overvågning i en kort periode var påkrævet, og at det kunne formodes, at forældrene ville flygte med børnene. Et belastet følelsesmæssigt samværsforløb ville kunne vanskeliggøre det videre behandlingsforløb i forhold til børnene.
Psykologundersøgelsen havde vist, at samværet skulle foregå på en måde, som forældrene kunne overkomme også tidsmæssigt. Kommunen skønnede det nødvendigt, specielt lige efter børnenes anbringelse uden for hjemmet, at sikre ro og stabilitet, og at samvær à 2 timer var, hvad forældrene kunne klare med henblik på et hensigtsmæssigt forløb.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang afgørelser efter bistandslovens § 67, stk. 2 og stk. 3, kan betragtes som skønsmæssige, og i givet fald om der var grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelser.
