Ankestyrelsens principafgørelse O-39-96

01-01-1996
Aktivloven Overvåget samvær Samværsret Skøn Åbenbart urimelig Gældende Kommunal

Resume:

En kommune havde besluttet overvåget samvær og begrænsning af samvær, således at forældrene kun havde ret til samvær 2 gange om ugen af 2 timers varighed på anbringelsesstedet.

Ankestyrelsen og ankenævnet kunne kun tilsidesætte skønnet, hvis det var ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens afgørelse om begrænsning af samvær ikke var åbenbart urimelig. Ved denne vurdering lagde Ankestyrelsen vægt på de foreliggende psykologerklæringer, som anbefalede begrænset samvær med forældrene for at sikre effekten af behandlingsindsatsen og for at give børnene stabilitet, sikkerhed og mulighed for at tilpasse sig.

Ankestyrelsen fandt derimod, at der var grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om, at forældrenes samvær med børnene skulle overvåges, da afgørelsen fandtes åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen lagde vægt på at der ikke havde været grundlag for at antage, at forældrene ville flygte med børnene, hvis besøgene ikke blev overvåget, og at der ikke var holdepunkter for et sådant behov for vejledning af forældrene i forbindelse med besøgene, at dette kunne begrunde en overvågning. *)

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 15, stk. 5, § 67, stk. 2 og § 67, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 11 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 122, pkt. 123, pkt. 124

Note:

*) Se også SM O- 109-95.

Kommunens Børn og unge-udvalg traf beslutning om, at 2 børn på henholdsvis 5 og 9 år skulle anbringes i institution.

Børnene blev samme dag hentet i en af forældrenes venners hjem. Poli tiet deltog ved afhentningen.

Psykologer anbefalede, at der i en 3 måneders periode var begrænset samvær med forældrene for at sikre effekten af behandlingsindsatsen og for at give børnene stabilitet, sikkerhed og mulighed for at tilpasse sig.

Kommunen havde begrundet beslutningen om overvågning af samværet i et hensigtsmæssigt og støttende forløb af samværet. Beslutningen om begrænsning af samværet var begrundet i behovet for den fornødne roog stabilitet i børnenes daglige rytme samt hensyntagen til institu tionens tilrettelæggelse af dagligdagen.

Ankenævnet fandt ikke, at kommunen havde haft tilstrækkeligt grundlagfor at træffe beslutning om, at samværet skulle være overvåget, lige som kommunen ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for at begrænse samværet til 2 ugentlige besøg af 2 timers varighed på institutionen.

Nævnet lagde vægt på, at en beslutning om overvågning af samvær er en indgribende foranstaltning, der må sidestilles med afbrydelse af samværet, for så vidt angår betingelserne herfor. Nævnet fandt, at betingelserne herfor - at overvågning skal være nødvendig af hensyn til børnenes sundhed eller udvikling - ikke havde været til stede.

Vedrørende begrænsning af samværet fandt nævnet, at hensynet til institutionens tilrettelæggelse af dagligdagen skulle vige til fordel for forældrenes og børnenes mulighed for samvær, ligesom nævnetfandt, at samvær - ligeledes begrænset - som anbefalet af amtskom munens Børn og unge-afdeling ikke kunne antages at have skadelig indvirkning på børnene.

Kommunen anførte bl.a. i anken, at det havde været nødvendigt atanmode om bistand fra politiet for at gennemføre Børn og unge-udval gets beslutning om anbringelse uden for hjemmet. Efter kommunens opfattelse agtede forældrene at flytte/flygte til en nordsjællandsk kommune, hvor forældrene havde været meget langt fremme med at anskaffe en bolig. Ud fra dette vurderede kommunen, at overvågning i en kort periode var påkrævet, og at det kunne formodes, at forældrene ville flygte med børnene. Et belastet følelsesmæssigt samværsforløb ville kunne vanskeliggøre det videre behandlingsforløb i forhold til børnene.

Psykologundersøgelsen havde vist, at samværet skulle foregå på en måde, som forældrene kunne overkomme også tidsmæssigt. Kommunen skønnede det nødvendigt, specielt lige efter børnenes anbringelse uden for hjemmet, at sikre ro og stabilitet, og at samvær à 2 timer var, hvad forældrene kunne klare med henblik på et hensigtsmæssigt forløb.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang afgørelser efter bistandslovens § 67, stk. 2 og stk. 3, kan betragtes som skønsmæssige, og i givet fald om der var grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelser.

Ankestyrelsen fandt ikke, at ankenævnet havde haft grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om, at forældrenes samvær med børnene skulle begrænses til 2 ugentlige besøg af 2 timers varighed på anbringelsesstedet, jf. bistandslovens § 67, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunens afgørelse på baggrund af de foreliggende psykologudtalelser ikke kunne betragtes som åbenbart urimelig, jf. bistandslovens § 15, stk. 5.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse vedrørende dette spørgsmål. Ankestyrelsen fandt derimod, at nævnet havde haft grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om, at forældrenes samvær med børnene skulle overvåges, jf. bistandslovens § 67, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens afgørelse herom var åbenbart urimelig, jf. bistandslovens § 15, stk. 5.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke havde været grundlag for at antage, at forældrene ville flygte med børnene, hvis besøgene ikke blev overvåget.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke var holdepunkter for et sådant behov for vejledning af forældrene i forbindelse med besøgene, at dette kunne begrunde en overvågning.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor, at ankenævnet tilsidesatte kommunens afgørelse om overvågning.

Dato for underskrift

15.03.1996

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 67 § 15

Journalnummer

20263-95