Ankestyrelsens principafgørelse U-6-96

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 - § 32, stk. 1 og § 32, stk. 2

Lov om erstatningsansvar - lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september 1986 - § 10

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 14 og § 15

Skadelidte, der var født i 1938, havde under arbejde som bl.a. gulvpålægger været udsat for organiske opløsningsmidler. Han havde gennem flere år klaget over hovedpine, svimmelhed, hukommelses- og koncentrationsbesvær.

Ved arbejdspsykologisk undersøgelse af 21. december 1987 fandtes tegn på en let toksisk encephalopathi (hjerneskade) som følge af mange års eksposition for opløsningsmiddelholdige lime.

Lidelsen blev anmeldt som erhvervssygdom. Der blev ligeledes anmeldt en hørelidelse.

Arbejdsskadestyrelsen afviste ved afgørelse af 21. april 1988 atanerkende hørelidelsen, da betingelserne i § 1, pkt. E 3 i Arbejdsskadestyrelsens dagældende bekendtgørelse af 23. maj 1986 om forteg nelse over erhvervssygdomme, ikke fandtes opfyldt.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 29. september 1988 fik han tilkendt erstatning for varigt mén, svarende til en méngrad på 15% som følge af den anerkendte opløsningsmiddelforgiftningslidelse.

På baggrund af oplysningerne fra Arbejdsmedicinsk klinik, herunder psykologisk undersøgelse af 21. december 1987, fandt Ankestyrelsen i møde den 16. maj 1989, at der var tale om en lettere demens og forhøjede med udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel méngraden til 20%.

Ved afgørelse af 12. december 1989 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen tab af erhvervsevne til 50%.

Ankestyrelsen tiltrådte ved afgørelse af 22. august 1990, at erhvervsevnetabet var på 50%. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ménet som følge af arbejdsskaden var sat til 20%, og på den omstændighed, at den tilkendte pension også var tilkendt for en hørelidelse, der ikke var en følge af den anerkendte lidelse.

Ankestyrelsen var ved behandlingen af sagen bekendt med, at skade lidte ved revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 6. februar 1990 var tilkendt mellemste førtidspension.

Af et lægeskøn af 5. januar 1990 til brug for revaliderings- og pensionsnævnet fremgik det sammenfattende: "Ansøgeren lider affølgerne efter hjernepåvirkning med organiske opløsningsmidler og er hvervsevnen må anses for nedsat med mere end 2/3. "

Der var i lægeskønnet anført diagnoserne: Hjernepåvirkning med skadelige opløsningsmidler og arbejdsbetinget hørenedsættelse.

Hørenedsættelsen viste sig efterfølgende at være så beskeden, atAnkestyrelsen i møde den 29. oktober 1992 tiltrådte, at Arbejds skadestyrelsen fortsat ikke fandt grundlag for at anerkende denne lidelse.

Skadelidte anmodede herefter Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse efter erstatningsansvarsloven.

Ved skrivelse af 31. marts 1993 udtalte Arbejdsskadestyrelsen, at man vurderede erhvervsevnetabet til 65%, jf. erstatningsansvarslovens § 5.

Skadelidte indstævnede den 3. juni 1993 Ankestyrelsen for Østre Landsret med påstand om, at Ankestyrelsen tilpligtedes at anerkende,at skadelidte havde krav på erstatning svarende til et erhvervs evnetab på 65%.

Skadelidte henviste til revaliderings- og pensionsnævnets afgørelseog til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse efter erstatningsansvarslo ven.

Ankestyrelsen påstod frifindelse. Ankestyrelsen henviste bl.a. til, at der var tale om en lettere demens.

Efter praksis på førtidspensionsområdet ville en lettere demens normalt medføre tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension.

Østre Landsret udtalte i sin dom af 26. januar 1995, at der ikkefandtes at være tilstrækkeligt grundlag for at antage, at Ankesty relsen ikke havde foretaget en selvstændig samlet konkret vurdering af skadelidtes fremtidige erhvervsevne.

Herefter, og da Landsretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn, blev der givet Ankestyrelsen medhold i frifindelsespåstanden.

Højesterets dom:Der var for Højesteret enighed mellem parterne om, at hverken reva liderings- og pensionsnævnet eller Ankestyrelsen ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet efter henholdsvis lov om social pension og arbejdsskadeforsikringsloven havde tillagt skadelidtes hørelidelse betydning.

Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 6. februar 1990 og Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 kunne hverken hver for sig eller sammen bevirke, at der vedrørende skadelidte forelå et påvist tab af erhvervsevne på 65% i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.

For så vidt angik revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse var der tale om en i forhold til Ankestyrelsen underordnet myndigheds anvendelse af regler i lov om social pension, §§ 14 og 15, som hardelvis andre kriterier for nedsat erhvervsevne end arbejdsskadefor sikringsloven.

Hvad angik Arbejdsskadestyrelsens vurdering i henhold til erstat ningslovens § 10 var der tale om en udtalelse, som ikke kunne påklages til Ankestyrelsen, og som - i det omfang udtalelsen måtte være udtryk for, at Arbejdsskadestyrelsen havde inddraget skadelidtes hørelidelse i sin vurdering - i bedømmelsen af erhvervsevnetabetinddrog en lidelse, som ikke var en arbejdsskade i arbejdsskade forsikringslovens forstand.

Højesteret fandt heller ikke i øvrigt grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skøn og stadfæstede derfor dommen.