Ansøgeren kom som 25-årig til Danmark i 1970 og han havde siden blandt andet været beskæftiget som tolk. Han blev i 1978 dansk statsborger. Han blev i december 1987 tilkendt invaliditetsydelse med virkning fra 1. marts 1987 efter udvikling af en øjenlidelse.
Optjeningstiden blev beregnet til 35/40, og invaliditetsydelsen blev udbetalt med denne brøk.
Ansøgers syn blev gradvist dårligere, og i juni 1993 blev det besluttet at søge om førtidspension som erstatning for invalididitetsydelsen.
Den 30. november 1993 blev ansøger bevilget højeste førtidspension med virkning fra 1. juli 1993. Den 29. december 1993 klagede han over, at han ikke kunne få 100% pension, selvom han havde boet i Danmark siden 1970.
Ved ankenævnets afgørelse af 17. oktober 1994 blev spørgsmålet om størrelsen af ansøgerens pension hjemvist til kommunen til omberegning, således at bopælstiden ved ansøgning om førtidspension skulle lægges til grund for beregningen heraf, jf. pensionslovens § 6. Selvom invaliditetsydelse var omfattet af lovens pensionsbegreb, jf. § 1, fandtes ansøger ikke som modtager heraf at kunne anses for at være pensionist. Ankenævnet henviste herved til socialministeriets vejledning nr. 228 af 29. oktober 1990, pkt. 3.
Kommunen henvendte sig 5. december 1994 til Socialministeriet, der vejledende udtalte, at invaliditetsydelse var at betragte som pension, og at den senere tilkendte førtidspension således skullenedsættes, beregnet efter bopælstiden på det tidspunkt, hvor in validitetsydelse tilkendes.
Den 12. december 1994 fastholdt kommunen beregningen af pensionen på baggrund af bopælstiden ved tilkendelse af invaliditetsydelsen.
Ansøger klagede den 13. december 1994 over afgørelsen, idet han fandt det urimeligt, at han ikke kunne modtage fuld pension.
Ankenævnet gjorde ved brev af 5. januar 1995 kommunen opmærksom på, at nævnets afgørelse om beregning af bopælstid stod ved magt uanset Socialministeriets opfattelse. Nævnet forventede, at kommunen indenfor 14 dage indbragte sagen for Ankestyrelsen, som kunne tage stilling til fristoverskridelsen og eventuel opsættende virkning.
Kommunen ankede ved brev af 18. januar 1995 ankenævnets afgørelse af 17. oktober 1994.
Kommunen anførte i anken blandt andet, at den var uenig i ankenævnets tolkning af pensionsloven. Kommunen henviste til pensionslovens § 6, som omhandler beregning af bopælstiden indtil det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Samtidig henvistes til § 1, som bl.a. nævner, at invaliditetsydelse er pension efter denne lov. Kommunen fandt således, at lovens bestemmelser måtte tolkes således, at bopælstiden beregnes indtil det tidspunkt, hvorfra der ydes invaliditetsydelse.
Ankenævnet anførte supplerende over for Ankestyrelsen, at det udtrykkeligt fremgik af pkt. 3 i Socialministeriets vejledning om social pension, at modtagere af invaliditetsydelse i almindelighed ikke betragtes som pensionister.
Sagen blev behandles i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om beregning af optjeningstid for førtidspension, når ansøgeren forinden har modtaget invaliditetsydelse.
