Ankestyrelsens principafgørelse O-129-97

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 26, stk. 1, nr. 1 og § 27, stk. 3

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 95, stk. 3 og § 93, stk. 1

Et ægtepar, hvor hustruen var hjemmearbejdende, anmodede i maj 1995 kommunen om kontanthjælp og oplyste i denne forbindelse, at manden var ophørt som kompagnon i et firma på grund af samarbejdsproblemer. Han var medlem af en arbejdsløshedskasse, men havde karantæne.

Kommunen bevilgede kontanthjælp med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 på grund af mandens ubegrundede opgivelse af arbejdet.

I september 1996 fik hustruen meddelelse fra skattemyndighederne om, at hun for skatteåret 1995 ville få udbetalt overskydende skat med 20.357 kr. Kommunen modregnede den overskydende skat i skyldig tilbagebetalingspligtig kontanthjælp.

I klagen til ankenævnet blev bl.a. anført, at man fandt det helt urimeligt, såfremt de 4.483 kr., som hustruen havde betalt i skat, også skulle tilbagebetales til kommunen.

Ankenævnet tiltrådte, at der skulle ske tilbagebetaling af bruttokontanthjælpen, og begrundede afgørelsen med, at kontanthjælpudbetalt efter bestemmelserne i bistandslovens § 37 var en brut toydelse, der var skattepligtig, uanset om kontanthjælpen blev pålagt tilbagebetalingspligt efter bistantdslovens bestemmelser herom.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at enten burde den oprindelige udregning fra 1995 ændres, eller også burde oplysningssedlen for 1995 tilpasses. Man fandt det således urimeligt, at man skulle tilbagebetale det beløb, som blev fratrukket som skat i den bevilgede hjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det var bruttobeløbet, der skulle tilbagebetales i forbindelse med tilbagebetaling af kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt, at der skulle ske tilbagebetaling af den faktiskbevilgede hjælp i tilfælde, hvor der ydes en person hjælp med tilba gebetalingspligt i henhold til bistandslovens bestemmelser herom.

I tilfælde, hvor der var bevilget hjælp med et skattepligtigt beløb, var det således bruttobeløbet, der skulle tilbagebetales, uafhængig af, hvorledes den ydede hjælp i øvrigt var blevet behandlet skattemæssigt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at den tilbagebetalingspligtige ydelse var bevilget i medfør af bistandslovens bestemmelser, og at der ikke i bistandslovens § 27 eller i bistandslovens bestemmelser i øvrigt var hjemmel til at foretage en skattemæssig omberegning af den ydede hjælp sideløbende med, at tilbagebetalingen fandt sted.

Spørgsmålet om evt. efterregulering af de skattemæssige forhold som følge af tilbagebetaling af tilbagebetalingspligtig hjælp henhørte under skattemyndighederne, hvorfor Ankestyrelsen ikke kunne behandle denne del af klagen.

Ankestyrelsen fandt derimod ikke, at den del af ægtefællernes samlede hjælp, der måtte anses for at være ydet til hustruen som følge af, at manden havde opgivet sit arbejde, kunne kræves tilbagebetalt i medfør af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Begrundelsen herfor var, at hustruen ifølge de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for ubegrundet at have opgivet sit arbejde.

Ankestyrelsen ophævede derfor den af kommunen pålagte tilbagebetalingspligt i forhold til hustruen.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var hjemmel i bistandsloven til at lade hustruen hæfte for den del af hjælpen, der var ydet med tilbagebetalingspligt til manden, jf. det anførte i SM O-36-90 og SM O-152-96.

Da den i sagen skete udbetaling af overskydende skat vedrørte hustruen, havde kommunen derfor ikke med henvisning til bestemmelsen i bistandslovens § 27 kunnet indtræde i det udbetalte beløb.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse i overensstemmelse med det ovenfor anførte.