Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunen efter lov om social pension § 41, stk. 1, og stk. 2, har ret til at afkræve pensionisten oplysninger til brug for beregning og udbetaling af pension, og at pensionsudbetalingen kan standses, såfremt kommunen ikke modtager de relevante oplysninger.
Dokumentation for kravet om fast bopæl her i landet efter lovens § 3, stk. 1, vil i almindelighed være opfyldt ved tilmelding til folkeregisteret.
Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at kommunen var afskåret fra i særlige tilfælde at forlange dokumentation for opfyldelse af bopælskravet i lovens § 3, stk. 1, ved at forlange fremmøde af pensionisten.
Ankestyrelsen fandt således, at kommunen i det konkrete tilfælde havde været berettiget til at forlange personligt fremmøde 2 gange årligt med henblik på at få dokumentation for, at pensionisten opfyldte kravet om fast bopæl.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på de foreliggende oplysninger om, at pensionisten i flere tilfælde havde haft ophold i udlandet af henimod et års varighed, og at hun ikke i forbindelse hermed havde opfyldt sin oplysningspligt og orienteret kommunen om udlandsopholdene.
På denne baggrund fandt Ankestyrelsen ikke, at pensionistens søns fremmøde på forvaltningen kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for hendes ophold her i landet. Hun havde derimod ret til at medbringe sin søn som bisidder ved fremmødet.