En dreng fra Afrika kom til Danmark i juni 1992. Han fik ophold hos sin biologiske moder og dennes ægtefælle. Udover drengen havde parret yderligere 2 fællesbørn.
Moderen afgik ved døden i april 1994, hvorefter ægtefællen fik tillagt forældremyndigheden over drengen.
Kommunen bevilgede i en overgangsperiode indtil udgangen af juni 1995 særskilt hjælp i henhold til bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 8 i forbindelse med pasning af børnene.
Forældremyndighedsindehaveren anmodede herefter kommunen om betaling af vederlag vedrørende drengen i henhold til bistandslovens § 46c, hvilket kommunen gav afslag på.
I klagen til ankenævnet anførte forældremyndighedsindehaveren bl.a., at han fandt sig berettiget til plejevederlag og kostpenge tildrengen set i lyset af de forholdsvis høje udgifter, der var forbundet med hans forsørgelse, eksempelvis lejrture, fritidsaktivite ter, beklædning, udstyr samt lejlighedsvise besøg i hjemlandet. Alt i alt beløb, det ikke var muligt at afholde inden for det særlige børnetilskud efter børnetilskudslovens § 4, stk. 2.
Overfor ankenævnet anførte kommunen, at det ud fra bistandslovens § 46c var vurderet, at udgifterne til drengens forsørgelse fuldt ud kunne opvejes af indtægterne fra børnefamilieydelse samt ydelser efter børnetilskudsloven. Ankenævnet fandt, at der ikke var hjemmel i bistandsloven til at udbetale plejeløn vedrørende drengen, da han opholdt sig i eget hjem sammen med indehaveren af forældremyndigheden, uanset at forældremyndighedsindehaveren ikke havde forsørgelsespligt over for barnet.
Nævnet fandt imidlertid, at drengen havde været udsat for sådanne ændringer i sine forhold som omtalt i bistandslovens § 37, stk. 1, idet han efter flytningen til Danmark og moderens død havde mistet sit hidtidige forsørgelsesgrundlag.
Nævnet bemærkede samtidig med henvisning til SM O-22-93 og SM O-7194, at der ikke var nogen nedre aldersgrænse for retten til kontant hjælp.
Nævnet pålagde derfor kommunen at udbetale kontanthjælp til drengen efter reglerne for unge udeboende. Nævnet bemærkede samtidig, at børnetilskud og børnefamilieydelse til drengen samtidig ville bortfalde, da han ved udbetaling af kontanthjælp måtte anses for forsørget af offentlige midler.
Nævnet fandt endelig, at indtægterne i form af kontanthjælp måtte anses for tilstrækkelige til at dække de løbende forsørgelsesudgifter vedrørende drengen, hvorfor der ikke var grundlag for yderligere hjælp i henhold til bistandslovens § 46c. Efter en konkret vurdering kunne der dog ydes hjælp efter denne bestemmelse, såfremt der skulle opstå forsørgelsesudgifter, som ikke kunne afholdes af den løbende hjælp.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at det var kommunens opfattelse, at afgørelsen skulle træffes efter bistandslovens § 46c, jf. SM O-119-94, idet ansøgeren havde fået tillagt forældremyndigheden over barnet efter, at den oprindelige indehaver af forældremyndigheden - og af den privatretlige forsørgerpligt - var afgået ved døden.
Det var endvidere kommunens opfattelse, at forsørgelsesgrundlaget for barnet skulle bestå af ydelser efter børnetilskudsloven og børnefamilieydelsesloven, og at der herudover var mulighed for udfra en konkret vurdering at yde hjælp efter bistandslovens § 46c.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37 til et barn i en situation, hvor forældremyndigheden ved forældremyndighedsindehaverens død var tillagt en anden, der ikke havde forsørgelsespligt over for barnet, eller om der i en sådan situation alene kunne ydes hjælp i henhold til § 46c, samt om ydelser i henhold til lov om en børnefamilieydelse i givet fald kunne medtages som en indtægt for barnet.
