Ankestyrelsens principafgørelse P-21-98

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 43, stk. 1, nr. 3

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 43, stk. 1

Sagen drejede sig om en engelsk statsborger, der var flyttet til Danmark i 1968 og her fik tilkendt førtidspension i 1994. Der var tale om brøkpension i forhold til den periode, han havde boet i Danmark. Kommunen bevilgede personligt tillæg, der supplerede pensionen op til fuld pension for perioden 1. september 1994 til 1. januar 1996.

Samtidig med at den danske pensionsansøgning blev behandlet søgte kommunen pension til ham i henholdsvis England og Canada, hvor han tidligere havde opholdt sig.

I juli 1995 fik kommunen underretning om at han var tilkendt pension i England fra 1. juli 1993, og krævede herefter tilbagebetaling af personligt tillæg for perioden 1. september 1994 til 1. september 1995. Ansøger fik efterbetalt sin engelske pension med tilbagevirkende kraft, efter han havde fået udbetalt det personlige tillæg. Den engelske pension dækkede samme periode og samme forsørgelsesformål.

Kommunen fandt, at han skulle tilbagebetale et beløb svarende til det, der var udbetalt ham i personligt tillæg for perioden 1. september 1994 til 1. september 1995.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilbagebetaling.

Nævnet lagde vægt på, at den fra England udbetalte pension dækkede samme tidsrum og samme formål som det udbetalte personlige tillæg.

Nævnet fandt ikke at det forhold, at ansøger havde besluttet at frasige sig den fra England tilkendte pension, kunne begrunde, at kommunen ikke kunne kræve tilbagebetaling, ligesom det ikke havde til følge, at der fortsat var grundlag for udbetaling af personligt tillæg som supplement til den danske brøkpension.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse efter reglerne i pensionslovens § 43, stk. 1, nr. 3, forudsatte, at der skulle foretages en konkret vurdering af, om der kunne kræves tilbagebetaling på samme måde som ved tilbagebetaling efter den ulovbestemte adgang til tilbagesøgning i dobbeltforsørgelsestilfælde.

Efter lov om social pension § 43, stk. 1, nr. 3, kan kommunalbestyrelsen undtagelsesvis træffe beslutning om tilbagebetaling af personligt tillæg, når en pensionist, der har modtaget personligt tillæg, senere får udbetalt et beløb, der dækker samme tidsrum og samme formål som det personlige tillæg.

Afgørelsen af om der kan kræves tilbagebetaling i det enkelte tilfælde, hvor pensionisten efterfølgende har fået udbetalt et beløb, som vedrører samme tidsrum og samme formål som det personlige tillæg, må bero på en konkret vurdering. I denne vurdering måtte det bl.a. indgå, om der var tale om udbetaling af et beløb med tilbagevirkende kraft, om den pågældende fik rådighed over et større engangsbeløb, og om det kunne bebrejdes det offentlige, at tilbagebetalingssituationen opstod.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger skulle tilbagebetale 3.524 kr., som han modtog i personligt tillæg i perioden 1. september 1994 til 1. september 1995.

Begrundelsen var, at han efterfølgende havde modtaget et beløb, der dækkede samme tidsrum og samme formål som det personlige tillæg, jf. lovens § 43 , stk. 1, nr. 3.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han fra den 1. september 1994 havde modtaget personligt tillæg som supplement til forhøjet almindelig førtidspension. Den 25. juli 1995 modtog han en engelsk pension (incapacity benefit) med virkning fra den 1. juli 1993. Han modtog derfor en efterbetaling på samlet 15.069 kr.

Den engelske pension dækkede samme tidsrum og samme formål (delvis forsørgelse som følge af invaliditet) som det personlige tillæg. Der var endvidere tale om udbetaling af et større engangsbeløb, der var mindst lige så stort som det beløb han havde modtaget i personligt tillæg.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå omstændigheder, der kunne medføre, at ansøger ikke skulle tilbagebetale det personlige tillæg. Ankestyrelsen lagde derved vægt på, at han samtidig med udbetalingen af den engelske pensionsefterbetaling den 25. juli 1995 af Direktoratet for Social Sikring og Bistand blev orienteret om, at kommunen havde et krav på tilbagebetaling af personligt tillæg efter pensionslovens § 17 på 910 kr..

Kommunen meddelte herefter ved brev af 26 juli 1995, at tilba gebetalingskravet udgjorde 3.542 kr. Han var således ved beløbets udbetaling orienteret om tilbagebetalingskravet og fik allerede den følgende dag oplyst tilbagebetalingskravets endelige størrelse.

Den omstændighed, at han alligevel havde disponeret over beløbet og sendt den modtagne pension tilbage til England, kunne ikke føre til et andet resultat.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.