Ankestyrelsens principafgørelse D-16-98

01-01-1998
Barselsloven Sygedagpengeloven Dagpenge Genoptagelse af arbejdet Manglende medvirken Ny sygeperiode Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Resume:

I 2 sager havde kommunen standset opfølgningen i dagpengesagerne på grund af sikredes manglende medvirken. Dagpengeudvalget traf afgørelse om, at kommunen ikke udelukkende med denne begrundelse kunne afvise at udbetale dagpenge ved ny sygemelding på grund af samme lidelse. Dagpengeudvalget lagde vægt på, at arbejdet havde været genoptaget, og på at der derfor var tale om en ny sygeperiode og dermed også ny anmeldelse af sygdom.

I sag nr. 1 havde arbejdet været genoptaget i godt 1 måned. I sag nr. 2 havde arbejdet været genoptaget i knap 11 måneder.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 8, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 21, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 700985-97

En sælger sygemeldte sig fra den 1. oktober 1996 på grund af rygsmerter. Der var tale om en kronisk lidelse.

Kommunen traf afgørelse om at standse dagpengene fra den 16. januar 1997. Kommunen lagde vægt på, at sikrede ikke var mødt op til flere samtaler i kommunen.

Sikrede sygemeldte sig atter den 3. marts 1997 på grund af rygsmerter.

Kommunen gav afslag på dagpenge med den begrundelse, at kommunen havde bragt den tidligere dagpengesag til ophør i medfør af dagpengelovens § 8 om bortfald af dagpenge. Kommunen lagde videre vægt på, at lidelsen var den samme, og at sikrede ikke var i behandling.

Sikrede anførte i anken, at det ikke var rigtigt, at han ikke var under behandling, idet han var henvist til fornyet hospitalsbehandling.

Efter indankningen oplyste sikrede, at han havde været på arbejde fra den 16. januar 1997 til den 3. marts 1997, hvilket var grunden til, at han ikke havde klaget over kommunens tidligere afgørelse.

Kommunen havde ikke efter dagpengelovens § 8, stk. 1, været berettiget til at afslå dagpengeudbetaling fra den 3. marts 1997.

Dagpengeudvalget lagde ved vurderingen af sagen vægt på, at der efter dagpengelovens § 8, stk. 1, hvorefter retten til dagpenge bortfalder, hvis den sikrede mod lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring at deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen, eller hvis den sikrede ved sin adfærd forhaler helbredelsen, ikke er hjemmel til at meddele afslag på dagpenge ved en ny sygeperiode.

Dagpengeudvalget lagde herefter ved afgørelsen vægt på, at arbejdet havde været genoptaget i perioden fra den 16. januar og indtil den 3. marts 1997, og at der således den 3. marts 1997 var tale om en ny sygeperiode og dermed også en ny anmeldelse af sygdom.

Sagen blev hjemvist til kommunen med henblik på, om de øvrige betingelser i dagpengeloven for udbetaling af dagpenge var opfyldt.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 702301-97

En selvstændig erhvervsdrivende sygemeldte sig fra den 28. februar 1996 på grund af følgerne af en piskesmældslæsion. Varighedsbegrænsningen indtrådte den 30. november 1996, men dagpengeperioden blev forlænget på revalideringsindikation.

Sikrede skulle begynde et 8 ugers klinikforløb på en revalideringsinstitution den 2. december 1996. Efter få dage meddelte sikrede kommunen, at hun ikke ønskede at fortsætte på institutionen og var klar over, at dagpengene så ville ophøre. Sikrede håbede at kunne blive indstillet til revalidering senere, hvis det viste sig, at hun ikke kunne klare fuldtidsarbejde.

Sikrede blev i en opfølgningssamtale i kommunen den 9. december 1996 orienteret om, at dagpengene ville ophøre øjeblikkeligt efter dagpengelovens § 8, og at sikrede ikke efterfølgende ville kunne modtage dagpenge, hvis hun senere sygemeldte sig for samme lidelse.

Sikrede raskmeldte sig den 9. december 1996, hvorefter udbetalingen af dagpenge blev standset.

Sikrede sygemeldte sig på ny den 28. oktober 1997 på grund af samme lidelse og søgte om dagpenge.

Kommunen gav afslag på dagpenge under henvisning til, at dagpengene var blevet standset den 9. december 1996 i henhold til dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1. Sikrede kunne således ikke ved sygemelding for samme lidelse som tidligere modtage dagpenge, og sikrede var op til flere gange blevet gjort opmærksom på konsekvenserne af ikke at ville medvirke til revalidering.

Sikrede henviste i anken til, at hun mente at have forstået, at man atter blev berettiget til dagpenge efter et vist antal måneder, selvom kommunen havde stoppet udbetalingen i henhold til dagpengelovens § 8.

Dagpengeudvalget traf tilsvarende afgørelse som i sag nr. 1.

Dato for underskrift

15.10.1998

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§ 8 § 21

Journalnummer J.nr.: 700985-97/702301-97