Ansøger havde igennem flere år modtaget kontanthjælp som supplement til mandens indtægter, som havde bestået af igangsætningsydelse og overskud fra en slagterforretning. Kontanthjælpen blev beregnet ud fra virksomhedens regnskaber, således at der indtil 1996 ikke var blevet modregnet i kontanthjælpen.
Halvårsregnskabet for perioden 1. januar til 30. juni 1996 viste et overskud på ialt ca. 11.600 kr. I juni måned 1996 blev der på baggrund af virksomhedens overskud foretaget modregning i kontanthjælpen.
I mellemtiden havde der verseret en sag i Ankestyrelsen om, hvorvidt igangsætningsydelse kunne anses som et selvstændigt forsørgelsesgrundlag. Ankestyrelsen fandt, at igangsætningsydelse ikke kunne anses som et selvstændigt forsørgelsesgrundlag.
På baggrund heraf meddelte kommunen den 24. juni 1996, at der ville blive lavet en ny supplementsberegning, som ville betyde, at parret ville få udbetalt mere i kontanthjælp for fremtiden, da ansøgers kontanthjælp ikke længere ville blive beregnet efter bistandslovens § 37, stk. 5. I marts 1997 tog kommunen sagen op igen, i forbindelse med at mandens igangsætningsydelse skulle ophøre med virkning fra den 1. maj 1997. I den forbindelse blev kommunen opmærksom på, at der ikke var indkommet regnskaber fra mandens virksomhed siden august 1996.
Da kommunen efterfølgende anmodede om at få regnskaber tilsendt, meddelte manden, at der var lavet en aftale med en revisor om, at denne skulle sende regnskaber direkte til kommunen.
Ved gennemgang af de seneste regnskaber konstaterede kommunen herefter, at mandens forretning i hele 1996 havde givet et skattepligtig overskud på over 38.000 kr. Der var tidligere i juni 1996 foretaget modregning for overskuddet, der vedrørte perioden 1. januar til 30. juni 1996. Kommunen krævede nu tilbagebetaling af ca. 32.000 kr., svarende til forretningens overskud for den resterende del af 1996 og første kvartal af 1997.
Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse, idet nævnet ikke anså det for godtgjort, at ansøger havde modtaget for meget i kontanthjælp mod bedre vidende. Nævnet henviste til bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1, efter retspraksis forstås således, at det altid er en betingelse for at kunne kræve tilbagebetaling efter bestemmelsen, at modtageren har modtaget hjælpen mod bedre vidende, jf. Højesteretsdom Ufr 1988 side 1017 (gengivet i SM P-24-88). Det gælder også i sager, hvor modtageren har tilsidesat sin oplysningspligt efter bistandslovens § 18. Nævnet lagde vægt på, at der var indgået en aftale med revisoren om, at denne skulle fremsende kvartalsregnskaber for virksomheden, og at ansøger herefter ikke hørte noget fra kommunen om at regnskaberne ikke var fremsendt. Ansøger havde således grund til at tro, at kommunen var informeret. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger ved brev af 24. juni 1996 havde fået af vide, at der efter 1. juli 1996 ville blive udbetalt mere i kontanthjælp.
Nævnet var samtidig enig med kommunen i, at ansøger i en periode uberettiget havde modtaget for stort et beløb i kontanthjælp, idet indtægterne fra mandens slagterforretning ikke havde været fratrukket hjælpen.
Kommunen gjorde i sin klage til Ankestyrelsen gældende, at sagen havde principiel karakter, idet kommunen havde behov for at få afklaret, om en kontanthjælpsmodtager kan overlade sin oplysningspligt til en fuldmægtig, og dermed sikre en formodning for, at en uberettiget ydelse ikke modtages mod bedre vidende. Kommunen gjorde opmærksom på, at parret hele tiden havde været klar over, at oplysningerne om indtægtsforholdene skulle sendes til kommunen, og at indtægterne skulle fratrækkes i kontanthjælpen. Kommunen henviste i den forbindelse til, at tilsidesættelse af oplysningspligten normalt ville have medført, at uberettiget modtagelse af hjælp, som følge af manglende oplysninger om indtægter, måtte antages at være sket mod bedre vidende og dermed danne grundlag for tilbagebetaling efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1. Sluttelig bemærkede kommunen, at indgåelse af en aftale - som kommunen ikke var vidende om - med tredjemand om opfyldelse af oplysningspligten ikke burde kunne ændre grundlaget for tilbagebetaling. Uanset om aftalen kunne have medført, at kontanthjælpsmodtageren subjektivt havde været i god tro. Kommunen fandt, at det modsatte syntes at stride mod almindelige fuldmagtsprincipper.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt en kontanthjælpsmodtager kan overlade sin oplysningspligt efter bistandslovens § 18 til en anden, og dermed på forhånd sikre sig, at eventuelle ydelser fremover må anses for at være modtaget i god tro, således at bistandslovens § 25 ikke kan finde anvendelse.
