Ankestyrelsen var enig med Arbejdsskadestyrelsen i, at det anmeldte tilfælde var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.
Ankestyrelsen var ligeledes enig i, at der ved eventuel udmåling af godtgørelse og erstatning skulle tages hensyn til forudbestående lidelse, jf. § 12, stk. 2.
Der blev herved lagt vægt på oplysningerne om, at skadelidte tidligere havde fået kiropraktorbehandlinger for lumbago.
Ankestyrelsen tiltrådte således denne del af afgørelsen.
Arbejdsskadestyrelsens beslutning om at afslutte behandlingen af sagen, da der ikke syntes at være tale om så betydelige følger, atder kunne udbetales erstatning, blev hjemvist til Arbejdsskadestyrel sen med anmodning om at træffe afgørelse om eventuel méngodtgørelse og erhvervsevnetab i sagen.
Der blev lagt vægt på, at Arbejdsskadestyrelsens beslutning om at afslutte behandlingen af sagen var en processuel beslutning og ikke en egentlig afgørelse, som kunne indbringes for Ankestyrelsen.
Sagen skulle efter anmodning til Arbejdsskadestyrelsen umiddelbart tages op med henblik på at træffe egentlig afgørelse i sagen. Det var således ikke korrekt, at denne del af afgørelsen var forsynet med klagevejledning.