Ankestyrelsens principafgørelse D-17-98

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 8, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 21, stk. 1

En lønmodtager havde været sygemeldt siden oktober 1994 på grund af depression.

Lønmodtageren var i juni 1996 skriftligt blevet gjort bekendt med reglerne i dagpengelovens § 8, stk. 1.

Behandlende speciallæge anførte i en statusbedømmelse af 29. november 1996, at lønmodtageren led af en klar endogen (indefra kommende) depression. Lidelsen blev først behandlet med cipramil, dog uden bedring. Speciallægen anførte, at lønmodtageren siden midten af september var udeblevet flere gange, og at lønmodtageren havde oplyst, at grunden til, at hun ikke havde påbegyndt behandling med et andet præparat (eforex) var, at hun ikke havde haft penge til det, men nu var gået i gang. Der var aftalt ny tid hos speciallægen i december måned.

På baggrund heraf standsede kommunen dagpengene fra den 31. december 1996 efter dagpengelovens § 8, stk. 1, under henvisning til de gentagne udeblivelser fra besøg hos speciallægen.

Lønmodtageren anførte i anken, at hun ikke mente, hun var skyld i udeblivelserne, idet hun den ene gang havde haft influenza, og der den anden gang ikke var fastlagt nogen bestemt tid.

Dagpengeudvalgets sekretariat indhentede en supplerende udtalelse fra speciallægen, som oplyste, at udeblivelserne måtte ses i lyset af den endogene depression, og at lønmodtageren ikke havde afbrudt behandlingen eller misligholdt den på nogen måde. Lønmodtageren havde siden fulgt behandlingen som aftalt.

Dagpengeudvalgets lægekonsulent anførte, at det er velkendt, at dyb depression kan give anledning til initiativløshed og manglende evne til at møde op hos læge eller starte behandling. Lægekonsulenten fandt ikke, at lønmodtageren havde forhalet helbredelsen ved ikke at begynde på den ordinerede medicin umiddelbart efter ordineringen eller ved at udeblive fra speciallæge.

Afgørelsen blev truffet af Dagpengeudvalgets opmand.

Lønmodtageren havde ret til sygedagpenge efter den 31. december 1996.

Efter dagpengelovens § 8, stk. 1, bortfalder retten til dagpenge, hvis den sikrede mod lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring at deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen, eller hvis den sikrede ved sin adfærd forhaler helbredelsen.

Dagpengeudvalget lagde efter en samlet bedømmelse af de lægelige oplysninger i sagen til grund, at lønmodtagerens undladelse af at give møde til behandling havde været sygdomsbetinget i en sådan grad, at det manglende fremmøde ikke kunne lægges hende til last og derfor ikke burde medføre bortfald af sygedagpenge efter lovens § 8, stk. 1.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.