Ankestyrelsens principafgørelse O-25-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 32c, § 32d og § 35c

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 75, stk. 1, § 75, stk. 3, § 51, stk. 1 og § 51, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 32-33, pkt. 35

Familien havde siden 1990 modtaget støtte i form af familierådgivning og socialpædagogisk friplads til drengene. Moderen led af dissemineret sclerose og hun modtog på grund af sin sygdom hjælp i hjemmet fra hjemmeplejen og hjemmesygeplejerske.

I november 1996 modtog forvaltningen bekymrende indberetninger fra skolen vedrørende begge drenge. På grund af sagspres foretog forvaltningen sig imidlertid ingenting før maj 1997, hvor forvaltningen påny modtog en bekymrende indberetning fra skolen. Forældrene blev på intet tidspunkt orienteret herom.

Den 15. maj 1997 tog forvaltningen uden forældrenes vidende initiativ til en samtale med drengene. I den forbindelse fortalte drengene bl.a., at faderen drak, og at de ikke ønskede at være hjemme, når forældrene af forvaltningen fik at vide, hvad de havde fortalt.

Forvaltningen indkaldte herefter forældrene til møde den 21. maj med dags varsel. Moderen deltog alene, og da moderen ikke på mødet ønskede at give samtykke til en undersøgelse, traf formanden for Børn og unge-udvalget en foreløbig beslutning om iværksættelse af en undersøgelse efter § 32 d, og drengene blev i umiddelbar forlængelse heraf hentet i skolen og placeret på døgninstitution.

Ankestyrelsen ophævede Børn og unge-udvalgets afgørelse om godkendelse af den foreløbige beslutning om iværksættelse af en undersøgelse af drengene efter bistandslovens § 32 d.

Begrundelsen var, at det ikke kunne anses for dokumenteret, at beslutningen af hensyn til drengenes øjeblikkelige behov ikke kunne afvente, at sagen blev behandlet i Børn og unge-udvalget.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke havde været tale om et akut opstået undersøgelsesbehov.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at forvaltningen ikke havde forsøgt at opnå forældrenes frivillige medvirken til undersøgelsen. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på forvaltningens mangeårige kendskab til familien samt det urimeligt lange sagsforløb.

På baggrund af sagens oplysninger om forholdene i hjemmet var det dog Ankestyrelsens opfattelse, at en undersøgelse burde iværksættes. Ankestyrelsen lagde herved vægt på oplysningerne om drengenes forhold i skole og daginstitution.

Ankestyrelsen vejledte derfor om muligheden for at træffe beslutning om undersøgelse i henhold til § 32 c i forståelse med forældrene. Ankestyrelsen havde i den forbindelse noteret sig, at forvaltningen den 15. maj 1997 fandt det nødvendigt at afholde en samtale med børnene, og at forvaltningen først orienterede moderen den 21. maj 1997, uanset at forvaltningen allerede i november 1996 havde modtaget underretninger om børnene.