Ankestyrelsens principafgørelse O-32-99

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 73

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge - lov nr. 1148 af 3. december 2008 - § 43, nr. 2

Et ægtepar havde tre børn. 1 barn født i 1994, og tvillinger født i 1992. Den 15. oktober 1997 ansøgte ægteparret om økonomisk friplads i forbindelse med deres tre børns ophold i daginstitution. I forbindelse med ansøgningen blev der indsendt lønseddel vedrørende manden og dagpengespecifikation vedrørende hustruen. Der blev samtidig indsendt årsopgørelse for 1996 og forskudsopgørelse for 1997. Det fremgik bl.a. heraf, at hustruen havde et underskud af virksomhed på 254.266 kr.

Kommunen gav den 23. oktober 1997 afslag på økonomisk friplads, og anførte bl.a.: ". . fradrag af tidligere års underskud kan ikke godkendes i beregningsgrundlaget, idet det betragtes som et skatteteknisk fradrag. Der henvises til afgørelse truffet af Ankestyrelsen den 17. marts 1994".

Ægteparret klagede over afgørelsen og anførte bl.a., at der ikke var tale om tidligere års underskud, men om underskud fra indeværende år. Der er heller ikke tale om skattetekniske fradrag, men om reelle1/3 omkostninger, der bliver modregnet i den personlige indkomst. Parret mente derfor, at de var berettiget til friplads.

Kommunen anførte hertil, at kommunen fastholdt afgørelsen med henvisning til SM O-47-94. Kommunen anførte også, at ægteparret havde drevet selvstændig virksomhed fra foråret 1996 til forretningen blev lukket i foråret 1997. Underskuddet fremkom for størstedelsens ved kommende ved realisation af virksomhedens varelager i forbindelse med virksomhedens lukning. Forretningen var lukket, da der blev søgt om friplads, og friplads skulle beregnes ud fra den aktuelle indtægt, d.v.s. , at underskuddet ikke kunne overføres til fripladsberegningen.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling. Nævnet fandt at underskud af virksomhed skulle medtages ved opgørelsen af beregningsgrundlaget - i relation til § 10 i bekendtgørelse nr. 348 af 31. maj 1995 om betaling for ophold i dagtilbud for børn - da der ikke var tale om et specielt skatteteknisk fradrag. Nævnet lagde vægt på, at underskuddet vedrørte 1997, og at virksomhedens underskud modsvaredes af en tilsvarende nedgang i den indtægt ægteparret havde til rådighed.

Kommunen klagede over afgørelsen, og anførte bl.a., at kommunen havde givet afslag på økonomisk friplads, idet man havde beregnet den aktuelle indtægt, forstået som månedsindtægten på ansøgningstidspunktet gange 12. Kommunen anførte, at vurderingen efter bekendtgørelsens § 10, stk. 3, hørte under socialforvaltningen, og børne- og kulturforvaltningen var derfor ikke gået ind i denne vurdering.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvad der forstås ved aktuel indtægt i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 348 af 31. maj 1995, herunder særligt om underskud fra ophørt virksomhed skal indgå i den aktuelle indtægt, samt om der i en situation som denne skulle ske en vurdering efter bekendtgørelsens § 10, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen korrekt havde beregnet den aktuelle indtægt, som den månedlige indtægt på ansøgningstidspunktet gange 12, jf. § 10, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 348 af 31. maj 1995.

Ankestyrelsen fandt dog, at kommunen også skulle have foretaget en vurdering efter betalingsbekendtgørelsens § 10, stk. 3, da det ud fra oplysningerne på ansøgningstidspunktet ikke kunne udelukkes, at det kunne være relevant at træffe afgørelse efter en samlet vurdering af familiens forhold.

Ankestyrelsen havde ved fortolkningen af udtrykket "aktuel indtægt" i betalingsbekendtgørelsens § 10, stk. 1, sammenholdt betalingsbekendtgørelsen § 10, stk. 1, med § 12 og § 13, stk. 2 og 3, og fandt, at når nedsættelsen af betalingen fik virkning fra måneden, der følger efter datoen for ansøgningen, og når der i løbet af et år kunne ske en regulering af daginstitutionsbetalingen fra det tidspunkt, hvor forældrenes forhold havde ændret sig, måtte det medføre, at der i en situation, hvor der søges om friplads i løbet af året, ikke skulle ske en sammenlægning af alle udgifter og indtægter for hele året, men alene ses på indtægten på ansøgningstidspunktet, og det man kunne forudse for resten af året.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hustruen på ansøgningstidspunktet den 15. oktober 1997 modtog dagpenge.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at hustruen på ansøgningstidspunktet var ophørt med at drive selvstændig virksomhed, og at underskuddet efter det oplyste primært var opstået på grund af tab ved realisation af varelageret. Ankestyrelsen lagde endeligt vægt på Ankestyrelsens praksis, SM O-60 89.

Angående betalingsbekendtgørelsens § 10, stk. 3, fandt Ankestyrelsen, at anvendelsen af § 10, stk. 3 ikke forudsætter en selvstændig ansøgning herom. Kommunen skulle i alle tilfælde, hvor det kunne være af betydning, inddrage denne bestemmelse ved vurdering af ansøgninger om økonomisk friplads. Borgernes retstilling måtte ikke afhænge af, hvordan den kommunale forvaltning var organiseret.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale ankenævns afgørelse vedrørende daginstitutionsbetaling for 1997.

Ankestyrelsens gjorde opmærksom på, at Ankestyrelsens afgørelse ikke medførte, at der kunne kræves efterbetaling vedrørende daginstitutionsbetaling for 1997.