Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren var berettiget til varmetillæg efter § 17, stk. 2, i lov om social pension.
Begrundelsen var, at beregningsgrundlaget for varmetillæg ikke oversteg den fastsatte egenbetaling på 3.000 kr., jf. § 26 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1997 om social pension.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgerens udgifter til fjernvarme i perioden 1. juli 1996 til 30. juni 1997 var oplyst til i alt 4.048 kr., hvoraf 2.511,75 kr. vedrørte ansøgerens forbrug af fjernvarme i perioden, idet målerafgiften og rumafgiften - i alt 1.536,75 kr. - alene vedrørte udgifterne til drift og vedligeholdelse af fjernvarmenettet.
Ankestyrelsen lagde desuden til grund, at ansøgerens forbrug af el ikke vedrørte opvarmning af boligen, og at husstanden udover ansøgeren bestod af hendes søn, som var over 18 år.
Ankestyrelsen fandt, at den faktiske udgift til målerafgift og rumafgift skulle fradrages i beregningsgrundlaget, da disse afgifter alene vedrørte udgifterne til drift og vedligeholdelse af fjernvarmenettet.
Ankestyrelsen fandt således ikke, at kommunen og nævnet havde været berettiget til ved opgørelsen af beregningsgrundlaget at fradrage et beløb svarende til det beløb, der blev ydet ansøgeren i forbindelse med ansøgerens boligydelse som kompensation for, at boligen blev opvarmet med fjernvarme.
Ankestyrelsen fandt desuden ikke, at ansøgerens elforbrug indgik ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for varmetillæg, idet denne udgift ikke vedrørte opvarmning af boligen.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det i § 24, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1997 om social pension er fastsat, at der i beregningsgrundlaget indgår udgifter til køb af el, gas, olie og andre brændselsformer, og at der ikke kan ydes tillæg til andre udgifter, der vedrører varme i boligen, herunder udgifter til drift og vedligeholdelse af opvarmnings- og forsyningsanlæg.
Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det af bekendtgørelsens § 25, stk. 4, fremgår, at hvis der i husstanden udover pensionisten og dennes eventuelle ægtefælle er flere personer over 18 år, deles beregningsgrundlaget forholdsmæssigt mellem disse personer.
Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse, men med en ændret begrundelse.