Ansøger og dennes ægtefælle flyttede pr. 31. december 1997 fra den tidligere bolig til den nuværende bolig beliggende i en anden kommune.
Ægtefællerne havde begge modtaget særlig støtte i henhold til bistandslovens § 37a vedrørende den tidligere bolig, hvilket de også fik bevilget vedrørende den nuværende bolig.
Ægtefællerne modtog i februar 1998 en varmeefterregning på 1.871 kr. vedrørende den tidligere bolig. Afregningen vedrørte hele 1997.
Ægtefællerne søgte den nuværende kommune om hjælp til betaling af efterregningen.
Kommunen gav afslag på ansøgningen efter bistandslovens § 46, og henviste til, at regningen vedrørte en anden bolig end den aktuelle bolig og derfor ikke havde afgørende betydning for ægtefællernes aktuelle situation. Nævnet erklærede sig enig med kommunen i, at ansøgningen skulle behandles efter bistandslovens § 46 og ikke efter § 37a.
Nævnet fandt endvidere ikke anledning til at tilsidesætte kommunens afgørelse af, at gæld i forbindelse med fraflytning ikke var en rimelig begrundet enkeltudgift.
Nævnet henviste til SM O-54-95, hvorefter der ved beregning af boligudgifter efter bistandslovens § 37a kun kan medtages udgifter vedrørende den aktuelle bolig, samt til, at det kommunale skøn kun kan tilsidesættes, hvis det er ulovligt eller åbenbart urimeligt.
Nævnet lagde vægt på, at varmeefterregningen ikke havde betydning for ægtefællernes nuværende lejemål, samt på at regningen ikke skyldtes fejl/forsømmelser fra varmeværkets side.
I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at aflæsningen faldt sammen med den normale årsaflæsning, så uanset om ægtefællerne flyttede eller var blevet boende, ville de have fået den samme varmeefterregning for 1997 som led i den periodiske efterregulering.
Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-54-95 med henblik på afklaring af, hvorvidt en varmeefterregning kunne indregnes i den nettoboligudgift, der lå til grund for beregning af støtte efter bistandslovens § 37a, når reguleringen vedrørte en fraflyttet bolig.
