Ankestyrelsens principafgørelse U-11-99

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 55

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1. - J.nr.: 103392-97

Sagen vedrørte en elektriker, der havde fået tilkendt 65% i erstatning for tab af erhvervsevne på et tidspunkt, hvor han var indstillet til mellemste førtidspension.

Manden havde i juli 1994 under sit arbejde som elektriker slået ryggen. Han havde herefter modtaget sygedagpenge indtil marts 1997, hvorefter han modtog forskud på mellemste førtidspension.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 10. april 1997 fik han tilkendt 65% i erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningen udbetaltes med virkning fra den 1. marts 1997. Den 28. oktober 1997 fik skadelidte tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1, med virkning fra 1. marts 1997.

I klagen har forsikringsselskabet udtalt, at det var enig i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, hvorefter skadelidte fik tilkendt 65% i erstatning for tab af erhvervsevne, idet han var indstillet til mellemste førtidspension. Selskabets anke bestod alene i, at sagen vedrørende erhvervsevnetabet burde tages op til revision, når pensionssagen blev endeligt afgjort.

Sagen hjemvistes til Arbejdsskadestyrelsen til ny behandling og afgørelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at forsikringsselskabets klage måtte forstås som en klage over, at Arbejdsskadestyrelsen ikke havde truffet en midlertidig afgørelse på et tidspunkt, hvor skadelidtes fremtidige erhvervs- og forsørgelsesmæssige forhold endnu ikke var endeligt afklaret. Ankestyrelsen henviste herved til, at skadelidtes kommune alene havde afgivet indstilling til Revaliderings- og Pensionsnævnet om tilkendelse af mellemste førtidspension, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab i april 1997.

Ankestyrelsen fandt derfor, at Arbejdsskadestyrelsen burde have truffet en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab og have fastsat revision, således at der kunne træffes endelig afgørelse om erstatning, når Nævnets afgørelse om førtidspension forelå.

Under henvisning til, at Revaliderings- og Pensionsnævnet i oktober 1997 havde truffet afgørelse om tildeling af forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1, blev Arbejdsskadestyrelsen anmodet om at træffe en ny afgørelse om erhvervsevnetab.

Sagsfremstilling 2:

Sag. nr. 2. - J.nr.: 101198-97

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en tømrer, som havde fået anerkendt allergi overfor træstøv.

I august 1994 påbegyndte han uddannelse til først byggetekniker, siden til bygningskonstruktør. Uddannelsen forventedes afsluttet med udgangen af december måned 1997. Under uddannelsen modtog han uddannelsesgodtgørelse.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 31. januar 1997 havde skadelidte fået tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 15% som en midlertidig løbende ydelse med udbetaling fra februar 1996. Spørgsmålet om erhvervsevnetab ville af Arbejdsskadestyrelsen blive taget op til revision den 1. december 1997. Arbejdsskadestyrelsen havde ikke fastsat et tidspunkt, hvor ydelsen skulle ophøre, men alene et tidspunkt for hvornår sagen skulle behandles igen.

I klagen fra selskabet blev det bl.a. anført, at det fremgik af sagens akter, at skadelidte forventedes at afslutte sin uddannelse som bygningskonstruktør i december 1997. Det burde derfor i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens praksis fremgå af afgørelsen, at den løbende ydelse skulle stoppe med udgangen af december 1997. Arbejdsskadestyrelsen kunne herefter tage stilling til, om der efter endt uddannelse var tale om et varigt erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at pålægge Arbejdsskadestyrelsen at fastsætte en ophørsdato for udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne, der blev udbetalt som midlertidig løbende ydelse.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt til grund, at erstatning for tab af erhvervsevne var en ydelse, der havde forsørgelsesmæssig karakter. Ophør af ydelsen måtte derfor forudsætte, at Arbejdsskadestyrelsen foretog en ny vurdering af, om forudsætningen for udbetalingen af den midlertidige løbende ydelse var bortfaldet, således at der kunne træffes endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne.

Efter de oplysninger, der forelå om skadelidtes forhold, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i januar 1997, var der ikke grundlag for at tilsidesætte den trufne afgørelse med revision den 1. december 1997.

Ankestyrelsen bemærkede, at det - når en myndighed har truffet en midlertidig afgørelse - forudsættes, at myndigheden tilrettelægger sin sagsbehandling, herunder revisionspraksis, således at fejl i administrationen af udbetalingerne bliver undgået.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne som midlertidig løbende ydelse med revision den 1. december 1997.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - J.nr.: 101496-97

Sagen vedrørte en kvinde, som i februar 1992 havde fået anerkendt en hudlidelse som erhvervssygdom. I juli 1992 fik hun udbetalt 20% i erstatning for tab af erhvervsevne som løbende ydelse med revision efter 2 år. I november 1994 fandt Arbejdsskadestyrelsen, at skadelidte fortsat var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne på 20% som midlertidig løbende ydelse. Der blev samtidig fastsat revision i sagen 1. oktober 1996. Skadelidte havde desuden fra januar 1994 modtaget revalideringsydelse efter bistandslovens § 43 til uddannelse som social- og sundhedsassistent.

I slutningen af oktober 1996 meddelte skadelidte til Arbejdsskadestyrelsen, at hun siden februar 1996 havde været ansat som social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen i en kommune, og hun oplyste samtidig størrelsen af sin ugeløn.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 3. februar 1997 fik skadelidte tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 15%. Styrelsen meddelte samtidig, at den løbende erstatning, som hidtil var udbetalt hver måned, skulle ophøre med virkning fra den 1. marts 1997. I stedet fik skadelidte udbetalt en erstatning en gang for alle. Styrelsen havde herved lagt vægt på, at hun efter endt omskoling var i arbejde til en løn, der var ca. 17% mindre end den ville have været i det job hun havde før arbejdsskaden.

I klagen blev det anført, at forsikringsselskabet var enig i, at der tilkom skadelidte en erstatning for varigt tab af erhvervsevne på 15%. Forsikringsselskabet var imidlertid ikke enig i, at den tidligere tilkendte erstatning i form af en løbende ydelse først skulle stoppe 1. marts 1997. Selskabet henviste til, at skadelidte var påbegyndt uddannelse til social- og sundhedsassistent, og at hun fra kommunen havde modtaget revalideringsydelse i perioden 20. januar 1994 til 31. juli 1996. Selskabet henviste videre til det forhold, at skadelidte havde været i arbejde siden februar 1996, og at hun ikke havde oplyst Arbejdsskadestyrelsen herom. Ved telefonisk forespørgsel i december 1996 om sagens status havde Arbejdsskadestyrelsen overfor selskabet oplyst, at styrelsen var i besiddelse af oplysninger i sagen, der viste, at skadelidte var i arbejde, og at hendes daværende løn lå mindst 15% under den løn, hun ville kunne have oppebåret i sit tidligere erhverv.

Selskabet meddelte herefter Arbejdsskadestyrelsen, at den løbende ydelse burde stoppes med det samme, da skadelidte var færdigrevalideret.

Den 20. december 1996 meddelte selskabet skadelidte, at udbetalingen blev stoppet, da selskabet havde modtaget oplysning om, at hun havde færdiggjort sin uddannelse.

Forsikringsselskabet havde ikke været berettiget til at standse udbetalingen af den midlertidige løbende erstatning for tab af erhvervsevne som meddelt i brev af 20. december 1996 til skadelidte.

Begrundelsen herfor var, at Arbejdsskadestyrelsen, med mindre andet er fastsat, træffer afgørelse af alle spørgsmål efterarbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovens § 53. Da Arbejds skadestyrelsen ikke efter loven har afgivet kompetence til selskabet til at træffe afgørelse i spørgsmål om erstatning, havde selskabet ikke haft ret til at standse udbetalingen. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. november 1994 om fortsat udbetaling af løbende ydelse svarende til et tab af erhvervsevne på 20% havde således været grundlaget for udbetaling af løbende ydelse indtil Arbejdsskadestyrelsen - efter revision - traf ny afgørelse den 3. februar 1997.

Efter oplysningerne om skadelidtes indtægtsforhold før og efter arbejdsskaden tiltrådte Ankestyrelsen i øvrigt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 3. februar 1997 om erhvervsevnetab på 15% med udbetaling som engangsbeløb og ophør af den midlertidige løbende ydelse svarende til 20% pr. 1. marts 1997.

Ankestyrelsen bemærkede, at det - når en myndighed har truffet en midlertidig afgørelse - forudsættes, at myndigheden tilrettelægger sin sagsbehandling, herunder revisionspraksis, således at fejl i administrationen af udbetalingen kan undgås.

Særligt i forhold til modtagere af løbende ydelse kunne der i forbindelse med den månedlige udbetaling være behov for at vejlede om, at modtageren skulle underrette Arbejdsskadestyrelsen eller forsikringsselskabet om enhver forandring i sine forhold, som kunne formodes at medføre en nedsættelse eller bortfald af ydelsen. Arbejdsskadestyrelsen og forsikringsselskabet skulle ligeledes være opmærksom på, om der indtrådte sådanne forandringer i modtagerens forhold. I tiden indtil der var truffet ny afgørelse vil der efter en konkret vurdering af de ændrede forhold være mulighed for at udbetale den løbende ydelse med forbehold om tilbagebetaling.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4. - J.nr.: 105229-96

Sagen vedrørte en kvinde, som i årene 1986 til 1993 arbejdede som industrilaborant. Hun pådrog sig en allergi, der blev anerkendt som arbejdsskade. Skadelidte påbegyndte revalidering i april 1994, og havde barselorlov i forbindelse med en fødsel i januar 1995. I januar1996 foretog skadelidte studieskift og læste herefter til ernærings og husholdningsøkonom. Hun forventede at afslutte uddannelsen i sommeren 1999.

Den 4. juni 1996 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at skadelidte stadig havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 25%, udbetalt som midlertidig løbende ydelse. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at skadelidte læste til ernærings- og husholdningsøkonom. Hun forventede at afslutte uddannelsen i sommeren 1999. Spørgsmålet om erhvervsevnetab ville af Arbejdsskadestyrelsen blive taget op til revision den 1. maj 1999.

I klagen blev det af forsikringsselskabet anført, at sagen burde revideres løbende, idet det var af afgørende betydning for selskabet, at sager, hvor der tilkendes midlertidig løbende ydelse revideres regelmæssigt. I adskillige tilfælde afbrød skadelidte uddannelsen, men selskabet havde alligevel udbetalt månedlige beløb, fordi sagen ikke blev genoptaget. Fortsat uddannelse skulle derfor dokumenteres, ellers skulle den løbende ydelse automatisk afbrydes. Det var selskabets opfattelse, at sagen skulle revideres regelmæssigt, således at skadelidte dokumenterede, at vedkommende fortsat var under revalidering/uddannelse.

Ankestyrelsen kunne ikke behandle klagen over Arbejdsskadestyrelsens beslutning om tidspunktet for genoptagelse af sagen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at selskabet alene havde klaget over, at Arbejdsskadestyrelsen havde besluttet, at sagen skulle genoptages den 1. maj 1999, og ikke spørgsmålet om erstatningens størrelse.

Efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 55, kunne afgørelser, der vedrørte retten til ydelser efter loven, og som var truffet af Arbejdsskadestyrelsen jf. § 54, påklages til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt, at Arbejdsskadestyrelsens beslutning om genoptagelse af en sag i medfør af § 34, ikke kan betragtes som en afgørelse, der kan indklages efter lovens § 55. Ankestyrelsen kunne derfor ikke behandle selskabets klage over Arbejdsskadestyrelsens beslutning om genoptagelse af skadelidtes sag den 1. maj 1999.

Sagen blev efter Ankestyrelsens behandling af sagen af forsikringsselskabet indbragt for Folketingets Ombudsmand, som har udtalt, at der ikke var grundlag for at kritesere Ankestyrelsens afgørelse af 29. december 1997. Folketingets Ombudsmand har ved denne vurdering af spørgsmålet bl.a. lagt vægt på følgende:

1) at en fastsættelse af en revisionsdato ikke er en tilkendegivelse fra myndigheden om sagens materielle indhold,

2) at en fastsættelse af en revisionsdato ikke fastslår en retlig position,

3) at en administrativ beslutning om at fastsætte en revisionsdato ikke er et formelt sagsbehandlingsskridt, men følger anbefalingen i bl.a. forarbejderne til at der indarbejdes en revisionspraksis således at den endelige udmåling kommer til at svare til skadelidtes faktisk tab,

4) at skadelidte i disse sager har en selvstændig pligt til løbende at meddele oplysninger om ændringer i sociale eller helbredsmæssige forhold,

5) at administrativ fastsættelse af et revisionstidspunkt ikke udelukker at sagen - bl.a. af et forsikringsselskab - vil kunne søges genoptaget før udløb af revisionsperioden.