En 12-årig dreng havde siden 1995 været anbragt på en døgninstitution uden moderens samtykke. Anbringelsen havde været præget af moderens samarbejdsvanskeligheder med institutionen samt drengens massive problemer i skolen.
Den 19. august 1998 traf Børn og unge-udvalget afgørelse om fortsat anbringelse uden for hjemmet i henhold til servicelovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.
På grund af problemerne i skolen besluttede kommunen efterfølgende, at drengen i september måned skulle starte i en ny skole på prøve, og at han i den forbindelse skulle have ophold i en plejefamilie. Såfremt ordningen viste sig at fungere, skulle den gøres permanent.
Moderen havde selv fundet den nye skole, og hun havde været af den opfattelse at drengen blev kørt fra institution til skole. Hun havde først senere erfaret, at drengen var blevet placeret i en plejefamilie.
I forbindelse med sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste moderen, at drengen havde været hos hende siden før efterårsferien (en periode på ca. 3 uger), hvilket var bekræftet af kommunen.