Ankestyrelsens principafgørelse O-31-99

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 58, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1

Note:

*) Se tillige SM O-106-96

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 300369-98.

Sagen drejede sig om en 20-årig ung mand, der i 1996 flyttede på en døgninstitution. Han havde en hjerneskade og var psykisk og motorisk retarderet. Han var permanent kørestolsbruger. Han var uden sprog. Ansøger var tidligere bevilget udvidet støtte til bil, og i forbindelse med flytningen på institution rejste kommunen sag om den fortsatte berettigelse til bil. Der var alene beskrevet kørselsbehov i forbindelse med hjemmebesøg i weekender og ferier. Moderen havde nærmere beskrevet de forskellige weekend aktiviteter.

Døgninstitutionen anførte bl.a., at det havde stor betydning for hele ansøgerens trivsel og tilvænning til voksenlivet på døgninstitutionen, at han fortsat kunne komme hjem. Dette ville ikke være muligt uden eget transportmiddel.

Nævnet fandt, at han ikke længere var berettiget til bilstøtte, hvilket Ankestyrelsen stadfæstede i januar 1997.

Moderen indbragte sagen for Folketingets Ombudsmand, der opfordrede Ankestyrelsen til at genoptage sagen. Ombudsmanden henviste bl.a. til pkt. 2.1.5 i Socialstyrelsens vejledning nr. 2 af 28. marts 1984 om tildelingsbetingelser for støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58, hvorefter en person i forbindelse med flytning til institution kan beholde bilen på hidtidige vilkår, hvis der er mulighed for, at bilen stadig i et vist omfang kan anvendes efter sit formål.

Sagen blev sammen med 2 lignende sager behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår der kan bevilges bilstøtte til personer med ophold på døgninstitution.

Ansøgeren havde ikke længere ret til støtte til køb af bil efter §§ 1 og 2, stk. 1, nr. 3, i Socialministeriets bilbekendtgørelse.

Han opfyldte derfor heller ikke længere betingelserne for fritagelse for betaling af vægtafgift efter bekendtgørelsens § 8, fordi det er en betingelse for fritagelse for vægtafgift, at man opfylder betingelserne for støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at betingelserne for støtte skal være til stede i hele bevillingsperioden, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 6. Ankestyrelsen lagde videre til grund, at restgælden skal indfries og vægtafgiftsfritagelsen bortfalde, hvis betingelserne i § 11, ikke længere er opfyldte, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 1 og 2.

Efter bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3, er det en betingelse for bilstøtte, at der foreligger et kørselsbehov, hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af lidelsen og letter den daglige tilværelse.

Denne betingelse fandt Ankestyrelsen ikke var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren var fast beboer på en døgninstitution, og at hans daglige behov for pleje, fritidsaktiviteter og transport i vid udstrækning blev dækket af institutionen. Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at en bil i væsentlig grad ville afhjælpe følgerne af lidelsen og lette den daglige tilværelse.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at ansøgerens mor havde anført, at han havde et udækket kørselsbehov, når han var hjemme hos hende, i forbindelse med weekender, ferier og lignende. Ankestyrelsen var også opmærksom på en udtalelse fra døgninstitutionen.

Ankestyrelsen fandt dog ikke, at dette kørselsbehov var så betydeligt, at det kunne begrunde at ovennævnte betingelse i § 2, stk. 1, nr. 3, kunne anses for opfyldt, da der efter Ankestyrelsens opfattelse ikke var tale om et kørselsbehov, hvis opfyldelse ville lette den daglige tilværelse.

Ankestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at en del af det udækkede kørselsbehov ville kunne opfyldes af amtets kørselsordning, hvor der efter det oplyste kunne bevilges 104 enkeltture om året.

Ankestyrelsen fandt, at afgørelsen kunne træffes allerede i forbindelse med ansøgerens indflytning på døgninstitutionen, idet det var oplyst at han ville få permanent ophold på institutionen, hvilket også viste sig at være tilfældet, ligesom der på dette tidspunkt var oplysninger om kørselsbehovet.

Ankestyrelsen fastholdt således sin tidligere afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 300027-98.

Sagen drejede sig om en 42-årig mand med højeste førtidspension samt plejetillæg.

Han var permanent kørestolsbruger. Han havde fået udvidet bilstøtte i 1988, på et tidspunkt hvor han boede hjemme hos sine forældre. Han var siden flyttet på plejehjem. Han var hjemme og besøge sine forældre hver week-end. Derudover deltog han i en række aktiviteter, bl.a. fysisk genoptræning, ridning, skydning og svømning, hele mandagen samt tirsdag eftermiddag.

Han blev kørt til disse aktiviteter dels af sine forældre, dels af forskellige hjælpere, som han havde haft i årevis. Det fremgik, at ansøgeren havde deltaget i disse aktiviteter i en længere årrække, og at de var gavnlige for hans fysiske og psykiske velbefindende. Bilen blev stående på plejehjemmet, således at han kunne anvende den til kørsel til småindkøb, udflugter m.v. Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på støtte til køb af bil og fritagelse for betaling af vægtafgift.

Nævnet lagde vægt på, at kørselsbehovet mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger.

Ansøgeren havde ret til støtte til køb af bil udover sædvanlig låneramme efter § 6 i bilbekendtgørelsen.

Han havde derfor også ret til fritagelse for betaling af vægtafgift efter bekendtgørelsens § 8, fordi det er en betingelse for fritagelse af vægtafgift, at man opfylder betingelserne for støtte til køb af bil.

Han havde ligeledes ret til støtte til de nødvendige særlige indretninger i bilen efter § 9 i bilbekendtgørelsen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøger - selvom han havde permanent ophold på plejehjem - havde et så betydeligt kørselsbehov, at dets opfyldelse i væsentlig grad vil lette hans daglige tilværelse.

Ankestyrelsen lagde vedrørende kørselsbehovet vægt på det under sagsfremstilling anførte, hvilket var oplyst i et brev fra ansøgers forældre. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter det oplyste havde deltaget i de samme aktiviteter i mange år, og at deltagelse havde stor betydning for hans fysiske formåen, og var med til at styrke ham i dagligdagens gøremål.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at ansøgeren efter det oplyste i årevis havde haft hjælpere, der fast havde kunnet køre ham til sine aktiviteter.

Ankestyrelsen lagde endeligt vægt på, at ansøgers kørselsbehov efter det oplyste i breve fra plejehjemmet, ikke kunne dækkes af institutionens busser.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, og hjemviste samtidig sagen med henblik på afgørelsen af hvilken bil der var den billigste og bedst egnede, samt hvilke særlige indretninger, der skulle foretages i bilen.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 300014-98.

Sagen drejede sig om en 19-årig mand med muskelsvind. Han modtog højeste førtidspension samt plejetillæg. Han kunne kun bevæge sig omkring ved hjælp af el-kørestol. Han var i 1989, mens han boede hjemme, bevilget udvidet støtte til hans nuværende bil.

Ansøger flyttede i august 1996 fra sine forældre, til en døgninstitutionen, en såkaldt § 96 institution (nu institution efter servicelovens § 92), dog med status som bofællesskabslignende institution. Han søgte i december 1996 om udskiftning af den tidligere bevilgede bil. Han var ikke i stand til selv at køre bilen. Han gik på ansøgningstidspunktet i 9. klasse på den lokale skole. Om sommeren kom han til og fra skolen i sin elektriske kørestol og om vinteren benyttede han taxa. Når han skulle besøge forældrene kunne hans hjælpere følge ham til toget og DSB's handicaphjælp kunne tage imod ham i den by, hvor forældrene boede.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav i december 1997 afslag på støtte til udskiftning af bil. Nævnet henviste til SM 0-106-96. Nævnet fandt således at ansøgers transportbehov var tilgodeset i et vist omfang ved hjælpere, og at han på denne måde var i stand til at benytte offentlige transportmidler.

Efter afslutning af skolegang blev ansøgeren dagelev på en efterskole. Der var 3 km til skolen, og han brugte sin bil hver dag til denne transport. Betingelsen for, at han blev optaget var, at han deltog så meget, som han magtede i livet på skolen, ikke kun i undervisningen, men også i det sociale liv om aftenen og i weekenderne. Bilen blev kørt af hans personlige hjælpere på institutionen. Han havde hele tiden haft planer om videreuddannelse. Han påregnede at fortsætte en ny uddannelse på daghøjskole. Dag højskolen lå nogle km fra institutionen. Uddannelsen ville medføre kvalifikationer til kontorarbejde.

Af institutionens visitationsskema ved optagelsen på institutionen fremgik bl.a., at ansøgeren trods sin sygdom var ret aktiv i fritiden. Han gik til hockey en gang om ugen plus turneringer og sportsstævner sammen med Muskelsvindsfondens ungdomsgruppe. En gang om ugen gik han til elektronik. Desuden gik han til koncerter og i biografen. Han havde selv fundet tiden moden til at flytte hjemmefra.

Af referat af behandlingskonference på institutionen fremgik bl.a., at han havde ansvaret for sin egen hverdag og bl.a. selv skulle sørge for skolekørsel.

I klagen havde ansøgeren bl.a. anført, at der var sket en ændring i hans helbredstilstand, idet han siden december 1997 på sin el kørestol ikke blot skulle medbringe en permanent respirator, men også en fugter. Kørestolen var derfor nu for stor til den lift, som blev anvendt i togene. Herudover skulle han medbringe hjælpemidler i form af toiletstol og personlift. Det var hans plan at tage datamatikeruddannelsen fra sommeren 1998. Han forsøgte at leve et så udadvendt og aktivt liv som muligt, men havde svært ved at se, hvordan det kunne lade sig gøre, hvis man fratog ham hans bil.

I en udtalelse fra efterskolen, vedlagt anken, var det bl.a. udtalt, at det var nødvendigt for ham at have egen transport for at få det fulde udbytte af skoleforløbet, herunder deltage i skolens aktiviteter som udlandstur, teaterbesøg, ekskursioner, lejrskole m.m. Han kunne ikke benytte samme transportform som de øvrige elever. I øvrigt blev skoleforløbet beskrevet som præget af hans netop overståede operation og hans fysiske situation i øvrigt, men ansøgeren havde mindsket disse faktorers indflydelse ved en aktiv, udfarende indsats.

Ankestyrelsen fik under sagens behandling telefonisk oplyst, at ansøgeren ophørte med efterskolen i sommeren 1998. Han tog ikke eksamen, da han havde været for meget fraværende på grund af indlæggelse. Han skulle fra januar 1999 påbegynde et EDB- kursus, og han havde ikke ændret uddannelsesplaner. Han ventede på at blive optaget på en ny uddannelse, som var så ny, at den ikke er godkendt endnu. Aktuelt brugte han sin bil hver torsdag, når han skulle til internetkursus, og hver onsdag, når han skulle i klub for handicappe de. Også andre af institutionens beboere gik i denne klub om onsdagen og benytter telebus. Han selv skulle have så meget med i den elektriske stol, at det var nødvendigt at bruge bil. Herudover brugte han sin bil, når han skulle på besøg, bl.a. familiebesøg over længere afstande.

Fra institutionen var det supplerende oplyst, at han havde sine egne hjælpere alle døgnets 24 timer. Han handlede selv ind ca. hver anden dag og brugte sin bil til disse indkøb. Han ordnede selv alle sine ting som besøg på posthus, frisør m.m. Der var stadig planer om, at han skulle i egen bolig.

Det kursus, som han skulle påbegynde i januar 1999 var et EDB- og økonomikursus, hvor han var tilmeldt, og der var betalt. Der skulle være undervisning det meste af dagen. Han skulle bruge egen bil i forbindelse hermed. Han havde forsøgt at anvende kommunens handicap kørsel, men havde problemer med denne på grund af den monterede respirator bag på sin elektriske kørestol. Foruden de allerede beskrevne aktiviteter oplystes, at han ofte gik i byen til klub- og fritidsfornøjelser, f.eks. ud at spise, til fest med gamle klassekammerater og lignende eller til familiebesøg. Han havde fået det bedre, efter at han havde fået respirator, og hans aktivitetsniveau var ikke faldet, siden han blev optaget på institutionen.

Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering af ansøgerens aktivitetsniveau og kørselsbehov, at han var berettiget til støtte til udskiftning af den tidligere bevilgede bil efter reglerne i bilbekendtgørelsens §§ 1, 2, stk. 1, nr. 3 og § 6.

Han havde derfor også ret til fritagelse for betaling af vægtafgift efter bekendtgørelsens § 8, fordi det er en betingelse for fritagelse for vægtafgift, at man opfylder betingelserne for støtte til køb af bil.

Han fandtes ligeledes berettiget til støtte til de nødvendige særlige indretninger i bilen efter § 9 i bilbekendtgørelsen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at uanset at ansøgeren boede på en institution, havde han bevaret et stort selvstændigt aktivitetsniveau, hvortil han havde et kørselsbehov, som efter det oplyste ikke kunne dækkes ved kørsel med institutionens bil eller offentlige transportmidler. Han havde bl.a. et kørselsbehov flere gange om ugen i forbindelse med indkøb til den daglige husholdning, i forbindelse med den fortsatte uddannelse ved bl.a. deltagelse i kurser, deltagelse i aktiviteter i handicapklub, biograf- og koncertbesøg, besøg hos familie og venner og lignende. Ankestyrelsen lagde yderligere vægt på, at han havde hjælpere til rådighed døgnet rundt, der kunne køre ham til disse aktiviteter.

Ankestyrelsen fandt således, at han efter de foreliggende oplysninger havde et aktivitetsniveau og et kørselsbehov, hvis opfyldelse ved kørsel i egen bil i væsentlig grad ville afhjælpe følgerne af lidelsen og lette hans daglige tilværelse, og som ikke mere hensigtsmæssigt kunne dækkes ved andre ordninger. Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse og hjemviste samtidig sagen med henblik på afgørelse af, hvilken bil der var den billigste og bedst egnede samt hvilke særlige indretninger, der skulle foretages i bilen.