Ankestyrelsens principafgørelse P-9-99

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 14 og § 15

Sagen drejede sig om en kvinde, der i 1995 fik tilkendt mellemste førtidspension. Pensionen blev tilkendt på grundlag af følger eftertrafikulykke i 1977 i form af nedsat hukommelse, koncentrations vanskeligheder og hovedpinetendens. Endvidere var der følger efter smerter i ben og ankel.

I 1998 søgte hun om forhøjelse af den tilkendte mellemste førtidspension, da hun følte en forværring af helbredstilstanden.

Kommunen afslog at tilkende højeste førtidspension, men fandt fortsat kvinden berettiget til mellemste førtidspension. Afgørelsen blev begrundet med, at der ikke skønnedes at være påvist en så væsentlig forværring af de helbredsmæssige oplysninger, sammenlignet med de helbredsmæssige oplysninger i tidligere ansøgning, at dette kunne begrunde en forhøjelse af førtidspensionen.

Kvindens advokat klagede over kommunens afgørelse. I forbindelse med klagen anførte advokaten bl.a., at han ikke fandt, at der var belæg for konklusionen i den foreliggende neuropsykologiske undersøgelse. Han anmodede derfor om, at kvinden blev henvist til en anden neuropsykologisk undersøgelse.

Det sociale nævn bekræftede, at klagen var modtaget og ville blive behandlet. Nævnet oplyste i brevet om procedurer i forbindelse med indhentning af oplysninger, aktindsigt, partshøring, klagens behandling i nævnet og sagsbehandlingstiden.

Nævnet oplyste ikke inden der blev truffet afgørelse advokaten om, at nævnet ikke ville indhente yderligere lægelige oplysninger.

Nævnet tiltrådte kommunes afgørelse, hvorefter kvinden ikke havde ret til højeste førtidspension, men fortsat ret til mellemste førtidspension.

Afgørelsen blev begrundet med, at erhvervsevnen ud fra de foreliggende helbredsmæssige oplysninger, sammenholdt med oplysningerne om kvindens formåen ikke varigt skønnedes nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv.

Nævnet forholdt sig ikke i afgørelsen til advokatens anmodning om en ny neuropsykologisk undersøgelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om et socialt nævn i forbindelse med sagsbehandlingen skal tage stilling til en anmodning om indhentelse af yderligere lægelige oplysninger.

Ankestyrelsen fandt, at det sociale nævn under sagens forberedelse til nævnsmødet burde have taget stilling til og meddelt advokaten, om der var grundlag for at indhente en ny neuropsykologisk undersøgelse som anmodet om i klagen til nævnet.

Hvis nævnet ikke under sagens forberedelse til nævnsmødet fandt, at der var grundlag for at imødekomme anmodningen om en ny neuropsykologisk undersøgelse, burde advokaten have meddelelse herom med en passende frist til at komme med yderligere bemærkninger til sagen.

Der burde dog under sagens behandling i nævnsmødet tages endelig stilling til anmodningen, om ny neuropsykologisk undersøgelse kunne imødekommes.

Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i nævnet i overensstemmelse med ovennævnte fremgangsmåde, da det fandtes at være en væsentlig mangel, at advokaten ikke fik svar på anmodning om en ny neuropsykologisk undersøgelse.

Hvis nævnet besluttede på mødet, at det ikke var nødvendigt med en ny neuropsykologisk undersøgelse, burde dette fremgå af afgørelsen med begrundelse.