Sagsfremstilling: En 33-årig lønmodtager med fibromyalgi sygemeldte sig i tilknytning til afslutning af pædagogstudiet i januar 1997. Studiet vargennemført med fritagelse for mødepligt. Den almindelige varighedsbe grænsning for udbetaling af sygedagpenge indtraf på grund af tidligere sygdom den 31. oktober 1997. Dagpengeperioden blev forlænget efter ansøgning om førtidspension.
Helbredsforholdene var beskrevet i erklæringer fra en speciallæge i psykiatri, i journaludskrift fra hospital, i generel helbredserklæring og statusbedømmelse fra egen læge samt erklæring fra en reumatolog.
Det fremgik heraf, at lønmodtageren havde en stærkt begrænset fysisk formåen i det daglige. Ægtefællen måtte ordne alt fysisk krævende i hjemmet, og der var fremmed rengøringshjælp. Der var af kommunen bevilget forskellige hjælpemidler, herunder kørestol, ligesom familien havde måttet anskaffe bil med automatgear og servostyring. Familien rettede den 28. juli 1998 henvendelse til kommunens dagpengemedarbejder i anledning af, at lønmodtageren havde været til samtale med en medarbejder i kommunens pensionsafdeling. Det var her blevet tilkendegivet, at hun ikke ville få tilkendt pension med baggrund i, at hun ikke havde haft diagnosen fibromyalgi længe nok, og at revalideringsmulighederne ikke var udtømt.
Kommunens dagpengemedarbejder blev spurgt, om det herefter var tilrådeligt at trække ansøgningen om førtidspension tilbage og få afprøvet hendes revalideringsmuligheder. Dagpengemedarbejderen mente dog ikke, at det aktuelle funktionsniveau gjorde det muligt at afprøve revalideringsmulighederne.
Kommunen meddelte i brev af 28. januar 1999, at dagpengene ville blive standset fra den 31. januar 1999, da der var givet afslag på førtidspension. Kommunen anførte endvidere, at det var overvejet, hvorvidt der var grundlag for iværksættelse af revalidering, men det var på grundlag af de lægelige oplysninger og samtaler med lønmodtageren vurderet, at dette ikke for tiden kunne anses for realistisk.
Kommunen henviste til, at der ikke var yderligere forlængelsesmuligheder efter dagpengelovens § 22, stk. 1, jf. dagpengebekendtgørelsens § 41, stk. 4, hvorefter dagpengeudbetalingen bringes til ophør ved stationær helbredstilstand, og når sikrede ikke er berettiget til social pension, og kommunen skønner, at det ikke er overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at forlænge dagpengeperioden udover den 31. januar 1999.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at en afklarende arbejdsprøvning ville blive iværksat. Nævnet lagde vægt på, at der ikke tidligere i sagen sås at være taget skridt i retning af arbejdsprøvning eller revalidering. Nævnet lagde vægt på en udtalelse fra nævnets lægekonsulent, hvorefter det på detforeliggende grundlag fandtes realistisk at foretage en arbejds prøvning/revalidering. Lægekonsulenten havde ikke fundet, at der for øjeblikket var noget til hinder for, at lønmodtageren skulle kunne gennemføre arbejdsprøvning/revalidering.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunens pensionsnævn skønnede, at revaliderings- og beskæftigelsesmulighederne på længere sigt ikke var udtømt, men at den aktuelle helbredstilstand udelukkede beskæftigelse. Det sociale nævn havde tiltrådt afslag på pension.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af, hvornår det må anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.
