Ankestyrelsens principafgørelse P-34-00

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 385 af 26. maj 2000 - § 14 og § 15

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 69

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 13, § 14 og § 15

Ansøger var en 58-årig mand, der siden 1997 havde været i medicinsk behandling som følge af parkinsons sygdom. Helbredet var beskrevet i oplysninger fra sygehus og i en speciallægeerklæring. Ansøger havde i de seneste 22 år arbejdet som værkfører ved amtets vejvæsen, men han var sygemeldt fra november 1998 og opsagt fra april 1999 på grund af sygdom.

Kommunen tilkendte ansøger forhøjet almindelig førtidspension fra den 1. december 1999. Forvaltningen fandt, at ansøgers erhvervsevne var nedsat med mere end halvdelen, men ikke med omkring 2/3. Forvaltningen mente, at før der eventuelt kunne konstateres en større erhvervsevnenedsættelse burde der have været forsøgt aktivering eller revalidering i form af fx en arbejdsprøvning, hvilket ansøgeren ikke havde været interesseret i.

Det fremgik af sagen, at der var planlagt en arbejdsprøvning på 15 timer ugentlig, tilrettelagt med hensyntagen til ansøgers handicap. Ansøgeren mødte ikke, fordi han følte sig for syg. Kommunen mente ikke, at den på denne baggrund kunne konkludere, at alle aktiverings- eller revalideringsmæssige foranstaltninger var udtømte. Men kommunen mente, at ansøger havde en sygdom, der var fremadskridende, og hvor sygdommen i ethvert erhverv betød erhvervsevnenedsættelse med mindst halvdelen.

Ifølge speciallægeerklæringen var ansøger præget af middelsvær højresidig parkinsonhviletremor, let højresidig hypokinesi og rigiditet. Han frembød et moderat halvsidigt parkinson sygdomsbillede med forstemning. Speciallægen fandt erhvervsevnen i ethvert erhverv uden for hjemmet reduceret med mindst 2/3. Ifølge ambulant undersøgelse virkede ansøger psykisk labil, men stort set uden parkinsonsymptomer. Der var nogen hviletremor af højre overekstremitet.

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

Nævnet henviste til, at der i kommunens afgørelse var indgået et skøn over ansøgerens erhvervsevne. Et sådant skøn kan det sociale nævn efter retssikkerhedslovens § 69 kun tilsidesætte, når der foreligger særlige omstændigheder.

Nævnet vurderede, at kommunens skøn lå inden for de rammer, der var fastsat i pensionsloven.

Nævnet anså således erhvervsevnen for varigt nedsat med mindst halvdelen, men ikke med 2/3, og det var en betingelse for at få mellemste førtidspension.

Nævnet lagde til grund, at ansøger i 1997 fik stillet diagnosen parkinsons sygdom, og at ansøger siden havde været i medicinsk behandling.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ved den seneste objektive neurologiske undersøgelse (november 1999) stort set ikke var konstateret parkinsonsymptomer.

Nævnet fandt det endvidere ikke udelukket, at ansøgerens psykiske ubalance kunne behandles medicinsk.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis på baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999 vedrørende tilkendelse af førtidspension, herunder betydningen af kravet om afprøvning af foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, samt afklaring af om retssikkerhedslovens § 69 regulerer kompetencespørgsmålet mellem kommunerne og de sociale nævn/Ankestyrelsen i relation til afgørelser efter den sociale pensionslov.

Under sagens behandling modtog Ankestyrelsen oplysninger fra speciallæge om, at ved en ny undersøgelse fandtes ansøger psykisk fortsat meget ustabil med tremor af højresidige ekstremiteter, nogen bradykinesi (langsomhed), men ingen væsentlig rigiditet (stivhed).

Ansøger havde ret til mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1 i lov om social pension, idet Ankestyrelsen fandt, at ansøgers erhvervsevne varigt var nedsat med omkring 2/3 af helbredsmæssige grunde. Det bemærkedes, at erhvervsevnen ikke kunne anses for nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv, som er forudsætningen for højeste førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 1.

Efter retssikkerhedslovens § 69 kan det sociale nævn og Ankestyrelsen kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at de sociale klagemyndigheders adgang til at efterprøve afgørelsen svarer til domstolenes adgang hertil.

I en dom af 22. december 1999 har Højesteret i en sag om tilkendelse af førtidspension udtalt, at domstolenes prøvelse af afgørelser om tilkendelse af førtidspension, omfatter de administrative myndigheders bedømmelse af, om betingelserne er opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Ved prøvelsen må det dog tages i betragtning, at de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse gennem behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et sikkert grundlag for, at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension.

Ankestyrelsen fandt herefter, at de sociale klageinstanser kunne efterprøve, om lovens betingelser og den dertil knyttede administrative praksis for at påbegynde sag om/tilkende førtidspension var opfyldt, selv om bedømmelsen til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssige karakter. Ankestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at de sociale klagemyndigheder har en særlig erfaring ved behandling af sager af denne karakter.

Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at retssikkerhedslovens § 69 om klagemyndighedernes adgang til at efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen, kun har en særdeles begrænset betydning i sager om tilkendelse af førtidspension.

Ankestyrelsen lagde ved den konkrete vurdering til grund, at ansøger havde haft symptomer på

parkinsons sygdom siden 1995, at han havde været sygemeldt siden november 1998, og at han blev opsagt fra 1. april 1999. Ifølge oplysninger i speciallægeerklæring og øvrige helbredsoplysninger fremgik, at ansøger havde en progredierende organisk nervesygdom med manifeste invaliderende

fysiske symptomer samt psykiske symptomer med træthed, depressionstendens og manglende overblik.

Ansøger havde ikke kunnet påtage sig beskæftigelse, som kommunen havde tilbudt.

På baggrund af oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold samt alder og hidtidige beskæftigelse fandt Ankestyrelsen, at der ikke var grundlag for at antage, at erhvervsevnen via en aktiverings- eller revalideringsindsats m. v. kunne forbedres i et omfang, som udelukkede tilkendelse af mellemste pension.

Pensionen blev tilkendt fra 1. december 1999, idet pensionssagen var påbegyndt den 24. november 1999 og kommunen havde truffet afgørelse om tilkendelse af førtidspension den 29. november 1999, jf pensionslovens § 33, stk. 2, hvorefter pension tidligst kan udbetales med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension.

Ankestyrelsen ændrede således kommunens og det sociale nævns afgørelse.