Ankestyrelsen fandt ikke, at betingelserne for at kræve det beløb tilbagebetalt, som ansøger havde modtaget med urette, var opfyldt efter servicelovens § 119, jf. tidligere bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1.
Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ikke fandt det godtgjort, at ansøger havde modtaget det for meget udbetalte beløb mod bedre vidende.
Der blev herved lagt vægt på, at ydelsen i form af merudgifter ved forsørgelsen blev sat direkte ind på ansøgers konto uden at der samtidig blev sendt en meddelelse til hende om beløbets størrelse og specifikation heraf. Ankestyrelsen fandt desuden ikke at størrelsen af det for meget udbetalte månedlige beløb på 1.786 kr. var så markant, at ansøger måtte vide, at der var tale om et for stort beløb.
Det blev desuden lagt til grund, at ansøger havde opfyldt sin oplysningspligt overfor kommunen efter bistandslovens § 18.
Ankestyrelsen lagde endvidere særlig vægt på, at fejludbetalingen alene skyldtes kommunens forhold.
Ankestyrelsen fandt derfor at kommunen var nærmest til at bære risikoen for den skete fejludbetaling.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sagen drejede sig om en 41-årig mand, som havde modtaget hjælp efter dagældende bistandslovens § 48, stk. 3, til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i anledning af orlov på grund af hans søns hjerneskade.
I forbindelse med udbetalingen for januar 1998 skete der en fejl, idet arbejdsmarkedsbidraget fejlagtigt blev udbetalt med kr. 1.605,53 pr. måned. Dette beløb skulle i stedet have været trukket fra og afregnet til Told og Skat.
Det betød, at der månedligt blev udbetalt for meget med ialt kr. 3.211,06. En stigning fra måneden forud på kr. 2.658,90.
Fejlen blev opdaget af ansøger i begyndelsen af juni 1998, hvorefter han henvendte sig til kommunen. Kommunen rettede den fremtidige udbetaling og krævede i afgørelse af 1. oktober 1998 et beløb på i alt kr. 19.266,36 tilbagebetalt under henvisning til, at beløbets størrelse tilsagde at ansøger burde have vidst, at der var tale om en fejl.
Ansøger anførte i sin klage over kommunens afgørelse til det sociale nævn, at han opponerede over, at kommunen havde hævdet, at det fejlagtigt udbetalte beløb ikke kunne være modtaget i god tro. Han anmodede om forståelse for hvorfor lønsedler og anden økonomi ikke studeres og prioriteres højt når man til stadighed skal tage vare på et "skævt" barn, og prøve at give barnet de bedste betingelser. I de måneder der gik inden ansøger opdagede fejlen, havde sønnen det meget dårligt. Sønnen var dagsindlagt 6 uger på en børnepsykiatrisk afdeling, og alle ressourcer blev brugt her, samt efterfølgende i forbindelse med at sørge for at de rigtige pædagogiske tiltag blev foranstaltet i forhold til sønnens skolegang og generelt.
Ansøger anførte endvidere, at hans økonomiske oplysninger til kommunen alle havde været korrekte, at fejlen var sket i forbindelse med årsskiftet, hvor ydelsen blev opreguleret samt at der var nyt skattekort, og at arbejdsmarkedsbidraget var korrekt opført på lønsedlen.
Det sociale nævn fandt, at ansøger ikke skulle tilbagebetale det beløb på 19.266,36 kr. som fejlagtigt var blevet udbetalt til ham i forbindelse med dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at ansøger mod bedre vidende havde modtaget beløbet.
Nævnet ændrede således kommunens afgørelse.
Kommunen anførte i sin klage til Ankestyrelsen, at det havde stor betydning at få afklaret hvor kommunerne alene skulle bære ansvaret for fejludbetalinger, og hvor borgeren kunne tillægges et medansvar og en reaktion bør kunne forventes.
at kommunen har begået en klar fejl.
