Ankestyrelsens principafgørelse I-2-00

Lov om integration af udlændinge i Danmark - lovbekendtgørelse nr. 223 af 31. marts 2000 - § 18, stk. 1 og § 18, stk. 2

Ansøger kom til Danmark som flygtning i juni 1998 sammen med sin ægtefælle og parrets 3 børn.

Familien fik opholdstilladelse og blev visiteret til A kommune i januar 1999 ved Udlændingestyrelsens visitationsafgørelse, der ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

I september måned 1999 anmodede en organisation B kommune om tilladelse til, at ansøger med sin familie flyttede til kommunen. Som begrundelse blev der henvist til, at familien havde problemer med andre flygtninge bosiddende i A kommune samt med enkelte personer i kommunens forvaltning.

A kommune bekræftede, at ansøger og hans familie havde haft en særdeles vanskelig tid siden ankomsten til kommunen. Det var kommunens faglige vurdering, at en flytning til B kommune ville give mulighed for og fred til en ny start. Dertil kom, at ansøgers ægtefælle havde en kusine, der boede i B kommune. A kommune anbefalede derfor kraftigt en omgående flytning til B kommune.

B kommune fandt ikke, at der var sådanne integrationsmæssige, arbejds/uddannelsesmæssige eller familiemæssige forhold, der gjorde, at kommunen efter integrationslovens § 18 var forpligtet til at overtage integrationsforpligtelsen.

Det sociale nævn tiltrådte B kommunes afgørelse, hvorefter der var givet afslag på at overtage introduktionsprogrammet for ansøger og hans ægtefælle.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var konkrete uddannelsesmæssige eller arbejdsmæssige forhold, der gjorde, at en flytning til B kommune måtte anses for at være af væsentlig betydning for integrationsforløbet.

Nævnet fandt ligeledes, at der ikke var særlige personlige forhold i øvrigt, der talte for en flytning til B kommune.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger og hans ægtefælle ikke havde nære pårørende boende i B kommune.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a., at han havde en universitetsuddannelse, og at hans ægtefælle også havde en uddannelse. Det ville således være lettere for ansøger at videreuddanne sig eller få arbejde i B-by, der var større end A-by.

A kommune havde i sin klage henvist til, at ansøger overfor Udlændingestyrelsen havde ytret ønske om at blive boligplaceret i B-by på grund af sit uddannelsesniveau og erhvervserfaring. Dette havde ikke kunnet verificeres gennem akterne fra Udlændingestyrelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvilke krav, der må stilles for at pålægge en eventuel tilflytningskommune at overtage ansvaret for introduktionsprogrammet, jf. integrationslovens § 18, stk. 1 og 2.

Ankestyrelsen fandt, at det ikke kunne pålægges B kommune at godkende ansøgers flytning til kommunen og dermed påtage sig ansvaret for introduktionsprogrammet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at flytningen ikke kunne anses for at have væsentlig betydning for ansøgers integrationsforløb sammenholdt med, at der efter Ankestyrelsens opfattelse ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, at disse kunne give grundlag for flytningen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at introduktionsprogrammet, indeholdende bl.a. danskundervisning, samfundsforståelse og aktivering lige så godt kunne tilgodeses i en mindre kommune som i en større, hvilket også var forudsat i integrationslovgivningen.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at ansøgers og hans ægtefælles uddannelsesforhold, erhvervserfaring fra hjemlandet samt de oplyste uoverensstemmelser med andre flygtninge i A kommune i sig selv kunne give grundlag for at pålægge B kommune at godkende ansøgers flytning. Det samme gjaldt det forhold, at ansøgers ægtefælle havde en kusine og dennes familie i B kommune.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til bemærkningerne til lovforslaget. Ifølge bemærkningerne til § 18, stk. 2, vil en flytning kunne anses for at have væsentlig betydning for integrationsforløbet, hvis ansøger eller hans ægtefælle kommer i praktik eller bliver optaget i en uddannelsesinstitution i en anden kommune, hvor der ikke umiddelbart er transportmuligheder. Ligeledes vil sygdom hos nære pårørende eller en ægtefælles uddannelsesmuligheder efter en konkret vurdering kunne anses for at være personlige forhold, der kunne tale for godkendelse af, at integrationsforløbet fortsætter i en anden kommune.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.