Resume:
Ved Østre Landsrets dom af 7. april 2000 tiltrådte retten Ankestyrelsens afgørelse. Retten fandt såvel efter ordlyden i lovbestemmelsen som efter forarbejderne til loven, at betaling af sygedagpenge fra arbejdsgiveren alene skal udgøre kompensation for mistet lønindtægt.
Det daværende dagpengeudvalg havde truffet afgørelse om, at en arbejdsgiver ikke havde pligt til at udbetale dagpenge i de sidste 2 dage af 2-ugers perioden, som var søgnehelligdage.
Dagpengeudvalget lagde vægt på, at der var tale om arbejdsfri dage, hvor lønmodtageren ikke ville have haft nogen timeindtægt fra arbejdsgiveren.
Dagpengeudvalget bemærkede, at det er uden betydning, om den sygemeldte er omfattet af en søgnehelligdags-opsparing, og at private arbejdsgiveres pligt til at udbetale dagpenge altid er begrænset til de første 2 uger regnet fra 1. fraværsdag, uanset at der i denne periode måtte være arbejdsfri dage.