Ankestyrelsen fandt, at den af nævnet givne frist på 8 dage i forbindelse med partshøring over nævnets mødeoplæg var tilstrækkelig.
Begrundelsen herfor var, at denne frist måtte anses for at have givet manden rimelig tid til at sætte sig ind i sagens oplysninger og overveje udtalelsens form og indhold, og at sagen ikke skønnedes meget kompliceret eller omfanget af oplysninger meget stort.
Ankestyrelsen fandt ikke, at den givne frist til svar på aktindsigt opfyldte betingelserne i lovens § 11, stk. 1.
Begrundelsen herfor var, at Folketingets Ombudsmand i Beretning for 1995 s. 121 har udtalt, at reglen om ved en anmodning om aktindsigt at udsætte sagens afgørelse for at give parten lejlighed til at gøre sig bekendt med indholdet af sagens akter er en retssikkerhedsgaranti, og at målet med bestemmelsen er at sikre, at parten, i det omfang akterne giver vedkommende anledning til det, får lejlighed til at udtale sig, inden afgørelse træffes. På den måde minder reglen om bestemmelsen om partshøring og sikrer på samme måde, at parten får lejlighed til at udtale sig.
Ombudsmanden finder derfor, at tilsidesættelse af forvaltningslovens § 11, stk. 1, er en tilsidesættelse af en generel væsentlig retssikkerhedsgaranti. Hvis en sådan garanti tilsidesættes, svigtes en garanti for afgørelsens rigtighed, og der gælder derfor en formodning om, at afgørelsen er påvirket af fejlen og dermed ugyldig. Denne formodning kan i det enkelte tilfælde afkræftes, hvis det godtgøres, at manglen har været uden betydning i det konkrete tilfælde.
Ankestyrelsen fandt ikke nævnets afgørelse ugyldig som følge af tilsidesættelse af § 11, stk. 1, da tilsidesættelsen fandtes uden betydning i denne sag.
Begrundelsen herfor var, at der var foretaget partshøring med en rimelig frist til bemærkninger, og at der ikke efter dette tidspunkt var indgået nye oplysninger, som manden ikke havde haft lejlighed til at se eller kommentere.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at Retshjælpen havde fremsendt bemærkninger efter sagens afgørelse, og at nævnet herefter havde meddelt, at disse bemærkninger ikke gav nævnet grundlag for af egen drift at genoptage sagen.
Ankestyrelsen kritiserede, at der i forbindelse med anmodningen om aktindsigt kun var givet en frist på 1 dag til at fremsætte bemærkninger.