Ankestyrelsens principafgørelse P-7-01

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 18

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 21

Der var tale om en 52-årig, fraskilt kvinde, der siden 1986 havde arbejdet i teleselskab som centralassistent på fuld tid.

Ansøger overgik til fleksjob pr. 1. december 1999 med 18 timer om ugen. Ansøger modtog fuld løn og arbejdsgiveren fik 2/3 lønrefusion.

Arbejdet bestod i reparation af hovedsæt med lodning, afprøvning og samling af delene samt forsendelse af telefoner. Arbejdet var hovedsagelig siddende. Der var hjælpemidler til at transportere effekterne på ved forsendelse eller reparation. Der var endvidere mulighed for at holde liggende pauser.

Ansøger led af dissemineret sklerose. Sygdommen havde siden begyndelsen af sommeren 1997 været fremadskridende. Gangfunktionen var svingende. Ansøger kunne gå op til 1/2 km. , men nogle gange gik hun kun et par hundrede meter. Hun brugte udendørs stok i højre hånd. Der var ingen problemer med armene. Der var visse vandladningsproblemer i form af hyppig og bydende vandladning. Der var ingen synsklager, men stærkt øget trætbarhed.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger trods nedsat arbejdstid alligevel var meget udtrættet efter en arbejdsdag på 4 1/2 time. Ansøger havde været nødt til at reducere behandling hos fysioterapeut til 1 gang ugentlig, da der ikke var kræfter til noget sideløbende med fleksjobbet. Ansøger havde mange smerter, som var blevet væsentlig forværrede, således at rygsmerterne i høj grad prægede hverdagen.

Kommunen gav afslag på invaliditetsydelse, idet kommunen ikke skønnede, at ansøger opfyldte betingelserne for mellemste førtidspension. Ved genvurderingen i maj 2000 skønnede kommunen imidlertid, at ansøger opfyldte de helbredsmæssige betingelser for pension efter § 14, stk. 2, nr. 1, men at arbejdsindsatsen ikke berettigede til invaliditetsydelse, idet der pr. 1. december 1999 var tale om nedsat arbejdstid.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at erhvervsevnen var varigt nedsat med omkring 2/3 af helbredsmæssige årsager. Nævnet fandt imidlertid ikke, at ansøger ydede en indsats udover det forventelige, idet ansøger udover nedsat arbejdstid fik hjælpemidler stillet til rådighed og havde mulighed for at holde passende pauser.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, under hvilke omstændigheder, der kan ydes invaliditetsydelse under ansættelse i fleksjob

Ved ansættelse i flexjob ville arten og omfanget af arbejdsopgaver i almindelighed være tilpasset arbejdsevnen. Der var derfor som udgangspunkt en formodning for, at den ansatte ikke i forbindelse med fleksjobbets udførelse ydede en indsats, der lå udover, hvad der kunne forventes i betragtning af invaliditeten. Betingelserne for tilkendelse af invaliditetsydelse kunne dog efter en konkret vurdering af helbredstilstanden og den arbejdsindsats, der blev ydet i fleksjobbet, være opfyldt i det enkelte tilfælde.

Ankestyrelsen fandt, at der var grundlag for at yde ansøgeren invaliditetsydelse under ansættelsen i fleksjob, jf. § 18 i lov om social pension.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen fandt, at ansøgers invaliditet var af en sådan sværhedsgrad, at erhvervsevnen måtte betragtes som nedsat med omkring 2/3, og at ansøger ved udførelsen af de beskrevne arbejdsopgaver skønnedes at gøre en indsats, der lå udover, hvad der kunne forventes, med de særlige helbredsproblemer, ansøger havde.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger led af dissemineret sklerose og havde svære helbredsgener specielt i form af stærkt øget trætbarhed, rygsmerter, lammelser i benene med forringet gangfunktion og vandladningsgener.

Ankestyrelsen fandt således, at det fortsatte erhvervsarbejde som centralassistent var udtryk for en særlig indsats i betragtning af den betydelige invaliditet, uanset at ansøger havde nedsat arbejdstid på 18 timer pr. uge, ikke havde fysisk belastende arbejde, havde hjælpemidler til rådighed og kunne holde pauser.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.