Ankestyrelsens principafgørelse R-8-01

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9, stk. 7

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9, stk. 1 og § 9, stk. 6

Socialministeriets vejledning nr. 51 af 5. marts 1998 om særlig støtte til børn og unge - pkt. 55

Note:

*) SM R-1-00 ophæves

A kommune anbragte i 1983 en pige, der var født i 1981, i familiepleje i B kommune. Forældremyndighedens indehaver flyttede siden til C kommune.

C kommune indledte op til pigens 18 års fødselsdag drøftelser med B kommune med henblik på forlængelse af hjælpeforanstaltningerne. Pigen gav den 1. september 1999 samtykke til en sådan forlængelse.

A kommune anmodede den 1. november 1999 C kommune om oplysning om, hvorvidt det var efter aftale med B kommune, at C kommune fortsat var handlekommune efter det fyldte 18. år samt om en kopi af afalen.

C kommune meddelte den 22. november, at B kommune havde truffet aftale med C kommune om, at hjælpeforanstaltningerne blev opretholdt ud over det fyldte 18. år, og at C kommune var handlekommune.

A kommune afslog at yde refusion, da en sådan aftale ikke kunne bekræftes fra B kommune, ligesom sagen ikke var oversendt til B kommune.

Afgørelsen blev indbragt for det sociale nævn, som den 9. maj 2000 tiltrådte A kommunes afslag på fortsat at være refusionsforpligtet.

Begrundelsen var, at en ung, der fylder 18 år, får selvstændig opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, og at det følger af pkt. 55 i socialministeriets vejledning nr. 51 af 5. marts 1998 om særlig støtte til børn og unge, at i tilfælde, hvor opretholdelse af foranstaltninger ønskes opretholdt ud over det 18. år, er det den unges egen opholdskommune, der skal træffe afgørelse om eventuel opretholdelse af foranstaltningerne, jf. servicelovens § 46, stk. 2.

Da der ikke sås at foreligge en aftale efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, mellem B og C kommuner om, at C kommune fortsat var handlekommune, var A kommune ikke refusionspligtig over for C kommune.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilke formkrav der kan stilles til en aftale efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, om, at en tidligere opholdskommune fortsat skal være opholdskommune, og hvilke retsvirkninger eventuel inkompetence har.

Ankestyrelsen fandt ikke, at A kommune var refusionspligtig over for C kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 2.

Begrundelsen for afgørelsen var, at C kommune var stedlig inkompetent til at træffe afgørelse, idet B kommune burde have truffet afgørelse om forlængelse af den iværksatte foranstaltning. Begrundelsen var videre, at der ikke sås at være truffet en aftale om, at C kommune som tidligere opholdskommune fortsat var handlekommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 7.

Efter denne bestemmelse kan opholdskommunen - her B kommune - når der er særlige grunde hertil, med borgerens samtykke aftale med en tidligere opholdskommune, at den tidligere opholdskommune er handlekommune.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at uanset der ikke kunne stilles krav om skriftlighed, var det ikke tilstrækkeligt, at der havde været løbende drøftelser og møder med de implicerede parter, når pigen ikke udtrykkeligt havde givet sit samtykke til, at C kommune fortsat var handlekommune og ikke var blevet informeret om virkningen heraf.

Ankestyrelsen fandt det således ikke tilstrækkeligt, at pigen havde givet samtykke til en forlængelse af foranstaltningen.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det ikke af sagens akter fremgik, at en sådan aftale havde været drøftet, og at B kommune ikke havde kunnet bekræfte dette.

Ankestyrelsen bemærkede hertil, at styrelsen fandt, at det var den kommune, som ønskede at påberåbe sig en aftale, som måtte sikre sig dokumentation for, at der var indgået en aftale, jf. § 9, stk. 7.

Efter omstændighederne fandt Ankestyrelsen ikke, at den stedlige inkompetence medførte afgørelsens ugyldighed.

Der var herved lagt vægt på, at der havde været tale om en begunstigende forvaltningsakt over for en borger.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at da C kommune havde truffet en afgørelse, som kommunen ikke havde været kompetent til at træffe, var retsvirkningen heraf, at A kommune ikke kunne forpligtes til at yde refusion for deraf følgende udgifter.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.