Ankestyrelsen fandt, at det ikke kunne pålægges forsikringsselskabet at afholde udgifterne i forbindelse med kursus for nyblinde i perioden 2. august 1999 til 7. oktober 1999, jf. lovens § 30, stk. 1.
Begrundelsen for afgørelsen var, at kurset ikke kunne anses for sygebehandling eller optræning med henblik på at opnå bedst mulig helbredelse for arbejdsskadens følger.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kursets formål og indhold hovedsagelig havde været, at sikrede skulle blive i stand til at klare sig bedst muligt i hverdagen med sit handicap. Der var således tale om undervisning i bl.a. mobility, sansetræning, måltidsteknik og maskinskrivning, og et andet væsentligt element var samvær med andre nyblinde, herunder bearbejdning af psykiske og sociale problemer. Under kurset prøvede sikrede også at arbejde med træ, og sikrede var på institutionsbesøg en enkelt dag, hvor han prøvede metal- og træområdet.
På kurset var der orientering om virksomheder med arbejdspladser for svagtseende. Sikrede havde kontakt med erhvervskonsulent, og efter kursets afslutning var der den 21. oktober 1999 en opfølgningssamtale i bopælskommunen med henblik på afklaring af arbejdsprøvning.
Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at kurset ikke havde haft en sådan karakter, at kurset kunne anses som sygebehandling eller optræning under lægelig kontrol, der var nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse.
Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.