Ansøger, der havde påbegyndt behandling på sexologisk klinik med henblik på en kønsskifteoperation, ansøgte i forbindelse hermed sin kommune om hjælp til fjernelse af skægvækst. Behandlingen skulle foretages på privathospital og udgiften ved laserbehandlingen udgjorde omkring 60.000 kr.
Egen læge og den sexologiske afdeling havde anbefalet epileringen og anført at ansøger brugte to timer hver morgen på barbering, hvis han skulle ud huset. Ansøger blev generet i huden og fik rødt udslet, formentlig som følge af hormonbehandlingen. Det var desuden anført, at ansøger var svært invalideret af skægvæksten og at denne vanskeliggjorde hans tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det var oplyst i sagen, at transseksuelle patienter ikke længere kunne henvises til behandling i form af epilering i det offentlige behandlingssystem, men var nødsaget til selv at dække udgifterne.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at den konkrete behandling ikke skønnedes at være omfattet af aktivlovens bestemmelser.
Det sociale nævn tiltrådte afgørelsen og lagde herved vægt på, at der kun undtagelsesvis kunne ydes hjælp til udgifter til behandling uden for det offentlige behandlingssystem, når der ikke var behandlingsmuligheder indenfor det offentlige behandlingssystem. Der henvistes til, at behandlingen skulle være nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet.
Efter nævnets opfattelse kunne epilering ikke opfattes som en sygebehandling, medmindre der var overhængende fare for, at ansøger udviklede alvorlige psykiske eller fysiske problemer, hvis behandlingen ikke kunne foretages. Nævnet fandt ikke, at det i sagen med tilstrækkelig sikkerhed kunne konstateres, at epilering eller undladelse af epilering ville forværre eller forbedre ansøgers tilstand i meget væsentlig grad.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp til fjernelse af skægvækst, når behandlingen efter det oplyste ikke længere blev tilbudt indenfor det offentlige behandlingssystem.
