Resume:
Ophold i udlandet under beskæftigelse som tjenestemand i Europa-Kommissionen kunne sidestilles med "ophold i øvrigt som beskæftiget i offentlig dansk interesse", og opholdet kunne derfor sidestilles med bopæl i Danmark ved anvendelsen af optjeningsprincippet.
Der kunne ikke foretages fradrag som følge af samtidig optjening af ret til social pension i et andet EU-medlemsland. Der var således ikke oplysninger, der gav tilstrækkeligt grundlag for at sidestille tjenestemandspensionen med optjening af social pension i udlandet.
Ankestyrelsen lagde vægt på oplysninger modtaget fra Europa-Kommissionen, hvorefter tjenestemænd i Kommissionen ikke er omfattet af EF-forordning nr. 1408/71 og ikke er omfattet af social sikring i beskæftigelseslandet. Endvidere er tjenestemandspensionen ikke påvirket af nationale pensioner.